AT ARBEJDSLIVET ER BLEVET LÆNGERE, er ikke længere en prognose, men en realitet. En analyse fra Vive viser, at en markant større andel af de 63- til 66-årige i dag er i arbejde end for blot to årtier siden, og det, der tidligere markerede afslutningen, er i stigende grad blevet en fortsættelse. Det er ikke kun et politisk projekt, men en praksis, der allerede udspiller sig i hverdagen på danske arbejdspladser.
Samtidig tegner der sig i de samme analyser en anden og mere problematisk udvikling. Andelen af seniorer, der er meget tilfredse med deres arbejde, er faldet siden begyndelsen af 00’erne, samtidig med at tilfredsheden med arbejdsdagens længde er blevet mindre. Flere oplever, at arbejdstempoet påvirker arbejdsmiljøet negativt, flere har vanskeligt ved at orientere sig i ny teknologi, og færre vurderer deres helbred som godt.
Det peger ikke blot på, at flere arbejder længere, men på, at denne forlængelse finder sted i et arbejdsliv, hvor selve arbejdets organisering i vid udstrækning er forblevet den samme. Arbejdslivet er blevet længere, uden at arbejdsarkitekturen i tilsvarende grad er blevet genovervejet. Dermed forskydes også spørgsmålet.
LÆS OGSÅ: Analyse: Pension er valgets største tema. Men ét afgørende forhold taler stort set ingen partier om
For hvis mange allerede er i stand til at blive længere, er det ikke længere tilstrækkeligt at spørge, om det kan lade sig gøre. Spørgsmålet bliver, hvordan arbejdet er indrettet, når det ikke blot skal kunne udføres her og nu, men kunne bæres over et langt arbejdsliv.
Det er tydeligt, at der er en forskel mellem at forlænge tiden i arbejdet og at ændre de vilkår, arbejdet udføres under.
I DEN POLITISKE TÆNKNING behandles disse to forhold ofte, som om de kan adskilles. Pensionsalderen justeres, incitamenter ændres, og arbejdsudbuddet tænkes ind i økonomiske modeller, mens arbejdets konkrete organisering, dets tempo, dets prioriteringer og dets krav til opmærksomhed og fleksibilitet i langt mindre grad gøres til genstand for samme opmærksomhed.
Som om det centrale spørgsmål er, hvor længe vi kan være i arbejde, men ikke hvordan arbejdet er indrettet, mens vi er der. Konsekvensen er altså ikke neutral.
Hvis arbejdet i sin organisering forbliver det samme, mens arbejdslivet forlænges, bliver det i praksis den enkelte medarbejder, der må skabe sammenhæng mellem krav og kapacitet. Ikke nødvendigvis fordi det forventes eksplicit, men fordi der ikke er andre steder, tilpasningen kan finde sted.
Det er her, det bliver afgørende at få præciseret, hvad der egentlig er på spil.
ÆLDRE MEDARBEJDERE ER IKKE de samme medarbejdere over længere tid, og det er ikke en mangel, men et grundvilkår. Forholdet til tempo, til restitution, til skift mellem opgaver og til håndtering af kompleks information ændrer karakter over tid, samtidig med at erfaring, dømmekraft og evnen til at skabe sammenhæng ofte får større betydning. Men disse kvaliteter får kun værdi, hvis arbejdets organisering giver plads til dem.
Hvis arbejdet fortsat er indrettet omkring et ensartet højt tempo, hyppige skift, stigende kompleksitet og konstante krav om tilpasning til nye systemer, uden at der samtidig skabes rum for fordybelse, variation og orientering, så bliver det ikke et spørgsmål om, hvorvidt medarbejderne kan følge med. Så bliver det et spørgsmål om, hvorvidt arbejdet er indrettet til et længere arbejdsliv.
LÆS OGSÅ: Rapport: Et godt arbejdsmiljø er helt centralt, hvis flere seniorer skal fortsætte på jobbet
Det gælder også de forhold, der ofte fremstår som perifere, men som i praksis er afgørende for, om arbejdet kan bæres over tid, herunder lys, lyd, fysisk indretning og krav til hukommelse og samtidig informationsbearbejdning. Det, der i en kortere periode kan håndteres, får en anden vægt, når det bliver et vedvarende vilkår.
I den forstand er det misvisende at tale om et længere arbejdsliv, som om det alene handler om at blive længere.
Det handler om, hvordan arbejdet er organiseret, når det skal kunne bæres over tid.
Og dermed også om, hvorvidt arbejdspladserne er indrettet til, at forskellige måder at kunne arbejde på kan eksistere side om side, eller om de fortsat bygger på en forestilling om ensartet tempo og ensartet kapacitet.
Hvis det sidste er tilfældet, er det ikke arbejdslivet, der reelt er blevet længere. Så er det den periode, den enkelte forventes at kunne holde til det samme arbejde, der er blevet udvidet. Og det er ikke et individuelt problem. Det er et organiseringsproblem.
