Asbestdirektiv stemt igennem: En milepæl i kampen mod dødsensfarlig asbest

Henrik_W_Petersen_og_Marianne_Vind_Pressefoto_Blik_og_R__r_og_EP_2022_Philippe_Buissin
Foto: Pressefoto Blik & Rør og EP 2022, Philippe Buissin
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Europa-Parlamentet har tirsdag vedtaget det nye asbestdirektiv, som de blev enige om før sommerferien. Det er en fælles europæisk lovgivning, som vil redde liv, skriver Henrik W. Petersen og Marianne Vind i dette debatindlæg.

ET NYT ASBESTDIREKTIV er tirsdag endelig blevet vedtaget i Europa-Parlamentet.

Dermed når vi en kæmpe milepæl i kampen mod det kræftfremkaldende stof, som fortsat kræver liv, selvom det blev forbudt for snart 40 år siden.

Det er en kamp, som vi begge har været voldsomt engagerede i som henholdsvis politiker og forbundsformand. Asbestdirektivet er i sin endelige udformning blevet bedre, fordi gode kræfter i fagbevægelsen har kastet sig energisk ind i kampen og lagt pres på politikerne.

LÆS OGSÅ: EU bliver enige om nyt asbestdirektiv

Og det betyder, at helt almindelige europæiske arbejdere vil opleve konkrete forbedringer i deres arbejdsmiljø.

Problemet med asbest er nemlig fortsat en kæmpe udfordring. I Danmark fører asbest til flere end 300 dødsfald om året, og på tværs af EU er mellem fire og syv millioner europæere blevet udsat for asbest.

ASBESTDIREKTIVET VIL fremover give bedre beskyttelse til de danske håndværkere, som alt for ofte støder på asbestholdigt materiale i forbindelse med nedrivning, reparation og vedligeholdelse af bygninger.

Noget andet er, at arbejdsgiverne fremover, inden arbejdet med asbestfjernelse begynder, skal bevise, at de lever op til sikkerhedskrav i henhold til krav om beskyttelsesudstyr med virdere, og at medarbejderne har den rette træning.

Og de kan fremover kun få lov til at fjerne asbest, hvis de har tilladelse fra en relevant national myndighed. Vigtige fremskridt.

LÆS OGSÅ: Baggrund: Her er fire centrale svar om det nye asbestdirektiv

Det er også værd at glæde sig over, at man i processen i Europa-Parlamentet har været med til at hæve ambitionsniveauet markant. I første omgang lagde man fra kommissionens side op til at sænke den nuværende grænseværdi fra 100.000 til 10.000 fibre per kubikmeter. I det forslag, som nu vedtages, kommer grænseværdien helt ned på 2.000 fibre. 

Men vores mål vil altid være at få den endnu længere ned. 

Der er også andre ting i direktivet, som kunne være bedre. Det er blandt andet ikke lykkedes at få krav om, at asbest altid skal fjernes. 

Vi kunne også godt tænke os krav om deling af asbestinformationer til brandpersonale og andet nødpersonale. Men det skal ikke hindre os i at glæde os over de mange fremskridt, der er nået. 

Men fremskridtet skal selvfølgelig fortsætte, og det samme gør arbejdet med at komme asbest til livs. Både herhjemme og i EU.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR