Finder giftigt fluorstof i brandmandsuniformer

20201123-121730-4-1920x1280we
Der er fundet giftigt fluorstof i en branduniform fra Beredskabsstyrelsens tekniske skole i Tinglev. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Efter fund af fluorstoffer har Beredskabsstyrelsen udskiftet alle uniformer på teknisk skole.

De ansatte på Beredskabsstyrelsens tekniske skole i Tinglev skal have nye branduniformer.

Det sker efter, at der er fundet giftigt fluorstof i en branduniform fra skolen.

I uniformen er der fundet dobbelt så meget fluorstof som tilladt, skriver Jyllands-Posten.

Konkret er der fundet fluorstoffet PFOA. Stoffet er en del af den større familie af PFAS-stoffer.

Fluorstofferne kan være kræftfremkaldende og ødelægge immunforsvaret.

Brandmandsuniformen er en af fire testede i en ny undersøgelse. Undersøgelsen er lavet af Teknologisk Institut.

Formand for Brandfolkenes Organisation, Keld Rasmussen, er ikke overrasket over fundet.

- Jeg tænker med frygt tilbage på den tid, hvor vi selv stod og hældte imprægnering ud over vores tøj. Hvor giftigt var det? siger han til Jyllands-Posten.

Teknologisk Institut kan ikke med sikkerhed fastslå årsagen, men mistænker imprægneringen af uniformen.

Derfor anbefaler Teknologisk Institut også, at man bruger andre midler til at genimprægnere brandmandsuniformer.

Undersøgelsen har fået Beredskabsstyrelsen til at udskifte alle uniformer på skolen. Desuden er al genimprægnering blevet sat på pause.

Uniformerne fra Tinglev er blevet vasket og imprægneret eksternt hos De Forenende Dampvaskerier (DFD). De har ikke ønsket at stille op til interview over for Jyllands-Posten.

Det kommer bag på brandfolkene i Tinglev, at der er fundet fluorstoffer i deres tøj. Det siger tillidsrepræsentant Kent Ballhorn til Jyllands-Posten.

- Vi har stor tiltro til, at der bliver lavet en handleplan ud fra de anbefalinger, der måtte komme.

I Danmark er der tidligere fundet fluorstoffet PFOS på arealer, som har været brugt til brandøvelser. Det giftige stof blev tidligere brugt i brandskum.

Et fund i Korsør viste, at 118 beboere havde for meget PFOS i blodet, fordi de havde spist kød fra kvæg, som græssede på det tidligere areal til brandøvelser.

Fluorstoffer i brandmandstøj har før været i søgelyset - blandt andet i USA. Her viste en større undersøgelse, at der var fluorstoffer i en række uniformer brugt af amerikanske brandfolk.

27 brandmænd i Californien lagde derfor sag an imod amerikanske producenter af brandmandstøj sidste år.

/ritzau/

GDPR