200 millioner kroner afsat: Ny aftale skal sikre, at sårbare ansatte kan arbejde hjemme

Sk__rmbillede_2020-04-18_kl._18.13.51
Pia Olsen Dyhr (SF) og Morten Østergaard (RV) er tilfredse med, at risikogrupper nu stilles en sikkerhed i udsigt. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
TEMA: Corona i Danmark
Inden for en reserve på 200 millioner kroner skal der findes en løsning, så risikogrupper kan arbejde hjemme.

Som led i den netop præsenterede forlængelse af hjælpepakkerne til erhvervslivet vil Folketingets partier finde en løsning, så særligt udsatte bliver udsat for mindst mulig smitte.

Løsningen skal findes inden for en reserve på 200 millioner kroner.

Flere patientorganisationer og personer med kroniske sygdomme eller handicap har følt sig utrygge ved genåbningen af landet.

For SF og De Radikale har denne del af aftalen været vigtig.

Ifølge Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale, er det nødvendigt med en ordning, der kan dække virksomhedernes omkostninger for eventuelt hjemsendte medarbejdere i risikogruppen.

De særligt sårbare grupper bør beskyttes med alt, hvad vi har, siger han.

- Vi ved, at handicaporganisationerne har været dybt bekymrede for disse menneskers skæbne. Sundhedsmæssigt, men også økonomisk, siger han.

Hos SF siger formand Pia Olsen Dyhr, at det har været en mærkesag for partiet.

- Der er mennesker, der er særligt udsatte og særligt sårbare, blandt andre handicappede og mange andre.

- Deres helbred skal ikke sættes over styr, siger Pia Olsen Dyhr.

Eksempelvis har Diabetesforeningen og Danske Handicaporganisationer efterlyst en løsning.

Der har særlig været nervøsitet over det sundhedsmæssige perspektiv hos udsatte grupper.

Men også risikoen for, at det kunne ende med fyringer, har været en frygt.

Selv om der nu ligger en aftale, er der stadig et hængeparti for politikerne.

Målgruppen skal afgrænses, og så skal der laves en model for, hvordan løsningen skal administreres.

- Aftaleparterne vil drøfte mulige løsningsforslag på baggrund af et oplæg fra regeringen, lyder det i aftaleteksten.

Mandag må 27.000 mennesker igen komme på arbejde, når liberale erhverv får tilladelse til at åbne.

En række skoler og daginstitutioner er allerede åbnet.

/ritzau/

GDPR