Nu kan flere droppe hjemmekontoret

20201210-100600-A-1920x1287we
Udfasningen af hjemmekontorerne skal ske i tre faser. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
TEMA: Corona i Danmark
Det er forventningen, at flere virksomheder stadig vil gøre brug af hjemmearbejdspladser end før corona.

Et flertal af Folketingets partier er enige om, at de, der i dag arbejder hjemme, gradvist skal tilbage på kontoret.

Det fremgår af aftaleteksten mellem alle partierne undtagen Nye Borgerlige.

Udfasningen af hjemmekontorerne skal ske i tre faser. Fra fredag kan 20 procent vende tilbage, mens det bliver sat op til 50 procent 14. juni, hvor alle over 50 år ventes at have modtaget mindst et stik mod coronavirus.

Fra 1. august er det ifølge aftaleteksten planen, at 100 procent skal tilbage til fysisk fremmøde.

- Det var meget vigtigt for os, at der kom en ordentlig plan for tilbagevenden til lidt mere normalt arbejde, så man ikke skal sidde derhjemme, særligt som offentligt ansatte, hvilket mange har gjort i nærmest et helt år.

- De kan nu se frem til allerede fra fredag at komme tilbage på arbejdspladsen delvist. Det tror jeg, mange er rigtigt glade for, siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

Anbefalingen om at vende tilbage til kontoret skal ses i lyset af coronasituationen i Danmark, hedder det.

Det er forventningen, at flere medarbejdere og arbejdspladser ønsker at gøre mere brug af hjemmearbejde sammenlignet med før pandemien.

I forhold til statslige arbejdspladser er der i øjeblikket et analysearbejde i gang om brugen af hjemmearbejdspladser efter coronapandemien.

Det bliver ikke nærmere uddybet i aftaleteksten, hvad dette arbejde skal udmønte i.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan udfasningen af hjemmekontorerne lade sig gøre, fordi Danmark er i en gunstigt situation i forhold til corona og har kontrol over epidemien.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

/ritzau/

GDPR