A4 Arbejdsmiljø
Køb abonnement

Halvdelen af bilister kører for hurtigt ved vejarbejde: 3F advarer om livsfare og presser på for strengere håndhævelse

Debat|
13. juni 2025 kl. 6.00
Tom Brandt (t.v.), formand Landsbrancheklubben for Asfaltarbejdere, 3F og Anton Helland Christiansen, arbejdsmiljøkonsulent i 3F Byggegruppen | Foto: Privatfotos collage
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
En ny undersøgelse fra Vejdirektoratet viser, at over halvdelen af bilisterne kører for hurtigt ved vejarbejde. 3F er bekymret, da mange trafikanter ikke tager hensyn til de personer, der arbejder ved vejen. De opfordrer politiet til at øge hastighedskontrollen.

I DANMARK ER DER et ret detaljeret regelsæt for, hvordan der skal afspærres og afmærkes ved vejarbejde. Dette er for at sikre medarbejderne, der arbejder ved vejen, mens der samtidig afvikles trafik på en god og sikker måde.

En væsentlig del af beskyttelsen for både trafikanterne og medarbejderne er hastighedssænkning. 

Men faktisk viser en måling fra Vejdirektoratet, at mere end halvdelen af bilisterne overskrider hastighedsgrænserne og kører for stærkt ved vejarbejde, og mere end hver femte kører mere end 10 km/t for stærkt.

I 3F bekymrer det os, at trafikanterne ikke tager hensyn til vores medlemmer, der går og arbejder ved vejene. 

Trods gentagne kampagner fra Vejdirektoratet, 3F og Asfaltindustrien ser det ud til, at hastighederne ved vejarbejder fortsat stiger. Det er en kedelig tendens, og jo helt umulig for virksomhederne og deres ansatte at styre. Beslutningen om at køre for stærkt er jo noget, der foregår mellem ørerne på personen bagved rattet.

HASTIGHEDEN HAR tre farlige egenskaber. For det første giver højere hastigheder trafikanterne kortere tid til at reagere på det uforudsete, og derved undgå farlige situationer. Det er tit et splitsekund, der kan være forskel mellem liv og død. Og jo hurtigere du kører, des kortere tid har du til at handle. For det andet stiger bremselængden med hastigheden, og for det tredje vokser energien, køretøjer rammer med, ligeledes med hastigheden. 

De tre farlige egenskaber giver tilsammen en langt farligere dynamik, end de fleste er klar over. 

Vidste du for eksempel, at hvis to identiske biler, på cirka 1500 kilo, kører henholdsvis 80 og 90 kilometer i timen, og begge ser en kollisionsfare, så vil bilen, der kører 80 kilometer i timen, lige præcis nå at standse. Mens bilen der kører 90 kilometer i timen, vil ramme kollisionsfaren med 73 kilometer i timen. 

DER SKAL GØRES NOGET, og i vores optik er politiet nødt til at øge kontrollen med trafikanternes hastighed. Der er rigtig solid erfaring med, at vedvarende fartkontrol har en præventiv virkning. 

I forbindelse med den politiske aftale om dobbelt bødetakst ved vejarbejde, var aftalen også, at politiet skulle øge indsatsen på området. Det mener vi ikke er tilstrækkeligt opfyldt.

LÆS OGSÅ: Her er anbefalingerne fra regeringens ekspertgruppe for arbejdsulykker

Vi opfordrer derfor politiet til at sætte flere stærekasser eller anden blivende fartkontrol op ved vejarbejde rundt omkring i landet. Alt tyder på, at investeringen hurtigt er tjent hjem, og forhåbentlig kan de mange bøder være med til at opdrage på de fartglade trafikanter.

Det er ærligt talt hjerteskærende, at det er nødvendigt, men vi ser ikke andre løsninger end fartkontrol til at nedbringe hastighederne ved vejarbejde. Der er liv på spil, både trafikanternes og vejarbejdernes.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR