KL afviser: Ingen smittede plejehjemsansatte går på arbejde

20210709-115426-4-1920x1280we
Det er ikke rigtigt, at coronasmittet plejepersonale går på arbejde, fordi der mangler hænder, lyder det fra KL. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Direktøren for Kommunernes Landsforening kan ikke genkende plejehjemshistorie fra corona-pressemøde.

Det er ikke rigtigt, at coronasmittet plejepersonale går på arbejde, fordi der mangler hænder.

Det siger Kristian Vendelbo, administrerende direktør i Kommunernes Landsforening.

Han undrer sig over, at Anette Lykke Petri - direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed - sagde netop det på et pressemøde torsdag aften.

Her fortalte hun at man på nogle plejehjem er så presset af personalemangel, at ansatte går på arbejde - på trods af, at de er testet positive for corona.

Kristian Vendelbo afviser at have hørt om, at coronasyge plejehjemsassistenter møder på arbejde, også selv om de ikke har symptomer på sygdommen.

- Det er rigtigt overraskende for os, at det skulle være et problem. Vi melder hus forbi og kan ikke genkende det, siger han til Ritzau.

Kristian Wendelboe undrer sig desuden over, at han ikke tidligere har hørt om sådanne tilfælde i den hyppige kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Og han har ikke fantasi til at forestille sig, at det overhovedet kan forekomme.

- Jeg har aldrig hørt om, at der var nogen, der overvejede at sende smittede på arbejde. Vores største skræk er jo netop smitte blandt personale.

- Vi har også løbende kontakt til alle personaleorganisationerne, og de er også helt klar over, at hvis man er smittet, skal man ikke gå på arbejde, siger direktøren.

Han erkender dog, at visse kommuner er hårdt presset af det øgede smittetryk og manglen på ansatte, der kan tage sig af syge plejehjemsbeboere.

- Ældre- og socialområdet er under et enormt pres, fordi man mangler personale. Og vi ser ind i en ferieperiode, hvor vi mangler de afløsere, vi plejer at bruge, fordi de arbejder med at teste eller vaccinere

- Der er omkring 10-12 kommuner, der allerede er gået i nødberedskab på plejehjemmene. Og det er ikke, fordi de mangler penge - de mangler hænder, siger Vendelbo.

/ritzau/

GDPR