
En 22-årige kvinde havde vasket gulvet på Baltorpskolen i Ballerup, så skolen var klar til, at eleverne kunne komme tilbage fra storebededagsferie tilbage i maj 2022.
Det gjorde hun ved hjælp af en kæmpestor gulvvaskemaskine.
Men da kvinden skulle parkere gulvvaskemaskinen i idrætshallens redskabsrum, endte det med at koste hende livet.
Sidenhen kommer det frem, at kvinden slet ikke var ansat af Coor. Det kæmpestore rengøringsselskab som Ballerup Kommune havde hyret til at gøre rent. Faktisk var hun ikke ansat nogle steder overhovedet.
Det nyeste afsnit af A4 Mediers podcastserie 'Døden på arbejde' kan nu høres der, hvor du lytter til podcasts.
Denne gang retter 'Døden på Arbejde' fokus på rengøringsbranchen. En branche hvor usikre arbejdsforhold og manglende fokus på sikkerhed ofte sætter den arbejdsmiljømæssige dagsorden.
Når en person uden uddannelse, eller sågar bare en ansættelseskontrakt, sætter sig op på en gulvvaskemaskine, så er der stor risiko for, at der opstår ulykker, siger Henriette Holmblad Krestensen i podcasten. Hun er faglærer på erhvervsskolen TEC og har mere end 30 års erfaring fra rengøringsbranchen.
Døden på arbejde er podcastserien, der sætter arbejdsrelaterede dødsulykker i fokus. I hvert afsnit dykker redaktionen ned i én dødsulykke og stiller skarpt på, hvad der gik galt. Og undersøger om branchen og samfundet har lært noget af hændelserne, så vi forhindrer, at det sker igen.
Du kan lytte til afsnittet her, eller der hvor du normalt lytter til dine podcasts.

















