Landets største fødeafdeling var i gul eller rød zone halvdelen af 2020

20200207-130245-L-1920x1280we
- Vi har haft for travlt, erkender chefjordemoder Dorte Dahl på Hvidovre Hospital. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
På Hvidovre Hospital bruger fødeafdelingen en såkaldt prioriterings-trekant til at organisere arbejdet, når der er travlt. I 2020 var afdelingen i rød eller gul trekant halvdelen af tiden.

I halvdelen af 2020 har landets største fødeafdeling på Hvidovre Hospital haft så travlt, at afdelingen har været i såkaldt gul eller rød trekant, som betyder, at jordemødrene kan pålægges overarbejde og udsætte ikke-akutte arbejdsopgaver såsom syning af bristning i forbindelse med fødsel, hjælp til amning eller måling og vejning af den nyfødte.

Det skriver Sundhedsmonitor, der har fået aktindsigt i en opgørelse fra hospitalet.

På fødeafdelingen på Hvidovre Hospital vurderer den kliniske jordemodersupervisor travlheden på timebasis, og i 2020 var afdelingen i rød trekant 16 procent af tiden, gul trekant 32 procent af tiden og grøn trekant 48 procent af tiden. De sidste fire procent er der ikke redegjort for i opgørelsen.

LÆS OGSÅ: Jordemødre hyldet for særlig indsats: Nu vælter jobansøgninger ind

Det er langt fra godt nok, at den udtalte travlhed næsten er mere reglen end undtagelsen, erkender chefjordemoder på Hvidovre Hospital Dorte Dahl.

Hun mener, at fødeafdelingen ideelt set burde være i grøn trekant 90-95 procent af tiden.

- Vi har haft for travlt. Og grøn trekant betyder jo ikke, at vi sidder og drikker kaffe. Grøn betyder bare, at der er det antal jordemødre, der skal være til antallet af fødende, siger chefjordemoderen til Sundhedsmonitor.

Hun understreger over for Sundhedsmonitor, at travlheden først og fremmest går ud over personalet.

- Overordnet set er der ikke fare for patienten, men jeg synes, at det koster på overskuddet og på arbejdsmiljøet, og jeg mener helt sikkert, at det er en af årsagerne til, at jordemødrene ikke kan holde til presset.

Den såkaldte prioriteringstrekant blev indført efter et besøg fra Arbejdstilsynet i 2017 på Hvidovre Hospital som en del af den handleplan, der blev udarbejdet efter Arbejdstilsynets påbud om at gøre noget ved jordemødrenes arbejdsmiljø på fødegangen.

Trekanten er altså et arbejdsredskab til at sortere og prioritere i arbejdsopgaverne i de perioder med ekstraordinær travlhed, som er et vilkår på en akutafdeling.

Allerede ved gul trekant er der udpræget travlhed, og der hives eksempelvis jordemødre fra opvågningen og fødemodtagelsen ned til fødeafdelingen.

Og ved rød trekant bliver personalet pålagt overarbejde, samtidig med at de medarbejdere, som skal møde ind senere på dagen, aftenen eller natten, bliver indkaldt før tid.

LÆS OGSÅ: Dystert billede af hospitalers arbejdsmiljø: Patientsikkerhed truet flere steder

I et skriftligt svar til Sundhedsmonitor gør hospitalsdirektør på Hvidovre Hospital Birgitte Rav Degenkolv opmærksom på, at der sidste år blev tilført flere midler til fødeafdelingen som følge af et stigende antal fødsler.

- Når det er sagt, så er det klart, at vi ser med alvor på, hvor ofte opgaver bliver udskudt, hvornår det sker, og hvad årsagen kan være, siger hun.

Sundhedsmonitor har søgt aktindsigt i lignende prioriteringsredskaber på flere af landets større hospitaler, som viser, at tilsvarende redskaber bruges over en bred kam fra Nordjylland til Hovedstaden.

Den konkrete praksis – herunder hvor omhyggeligt og nøjagtigt, der dokumenteres i det daglige – varierer dog meget.

GDPR