Leder på sikret institution: Ansatte ikke klædt godt nok på

maria
Det kan have alvorlige konsekvenser, når pædagoger ikke er dygtige nok til at indgå i arbejdet på en socialpædagogisk arbejdsplads, fortæller Maria Hæstrup, der er afdelingsleder på en sikret institution. Foto: Privat.
Når pædagoger mangler socialpædagogiske fagligheder skaber det et belastende arbejdsmiljø. Den enkelte medarbejder risikerer at blive nedslidt. Manglende faglighed skal tages alvorligt, mener socialpædagog og afdelingsleder Maria Hæstrup.

Som afdelingsleder på den Sikrede Institution Kompasset i Brønderslev, oplever Maria Hæstrup, at nyuddannede pædagoger mangler basal viden om, hvad det vil sige at arbejde på en sikret institution for udsatte og anbragte unge. 

- Flere af dem, der starter her, er ikke klædt godt nok på, og noget af det ser jeg som en stor mangel fra uddannelsen, siger hun til A4 Nu. 

LÆS OGSÅ: Hver sjette socialpædagog er stresset: I sidste ende går det ud over borgeren

Den erfaring deler hun med en stribe socialpædagogiske ledere, og på den baggrund er der ifølge Socialpædagogernes Landsforbund brug for et alvorligt løft af pædagoguddannelsen.

Socialpædagogernes fagforening ser helst, at der oprettes en særskilt uddannelse kun for socialpædagoger. Det fremgår af et politisk udspil, som fagforeningen præsenterer fredag, skriver A4 Nu.

Hurtigt nedslidt

For Maria Hæstrup er det dog ikke afgørende, om der kommer en selvstændig uddannelse. Det afgørende for hende er, at der kommer mere specialviden inden for det socialpædagogiske område på uddannelserne.

- Jeg arbejder på en sikret institution, og jeg har set, hvad der sker, når pædagogerne ikke har nok faglig viden om at arbejde med en særlig udsat målgruppe. Man bliver meget hurtigt nedslidt, når man har for lidt metoder og viden at hænge sin praksis op på, siger hun.

Nyuddannede pædagoger, der kommer ud og bliver konfronteret med alvorlige sociale problemer, kan mangle viden om, hvad det for eksempel er for nogle aktuelle forhold, man lever under, hvis man er på nedsat kontanthjælp.


Morten Ejrnæs, lektor, Aalborg Universitet

Når pædagogerne mangler socialpædagogiske fagligheder skaber det et belastende arbejdsmiljø, oplever hun.

- Vi bruger os selv som pædagogisk redskab, og derfor går det udover en selv, hvis professionalismen ikke er høj nok, siger Maria Hæstrup.

Kompasset er en sikret institution for kriminelle unge, der er anbragt af retten, og så er der sociale pladser til unge, der skal til psykologisk og pædagogisk udredning. De unge har svært ved tilknytning, tillid og svært ved at regulere sig selv og afprøver derfor personalet, forklarer afdelingslederen.

Ifølge hende er det en så svær målgruppe, at de pædagoger, der starter på Kompasset, har brug for et grundigt introforløb og løbende opkvalificering.  

Mange mangler viden

Det er ikke et særsyn, at socialpædagoger mangler færdigheder, når de forlader skolebænken på pædagoguddannelsen, forklarer formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen. Mange har brug for efteruddannelse fra deres aller første arbejdsdag, fortæller han.

Han efterspørger, at praksis kommer til at fylde langt mere på pædagoguddannelsen, end den gør i dag eksempelvis via en oprustning af praktikforløb og flere gæsteundervisere fra det socialpædagogiske område. Socialpædagogernes Landsforbund arbejder også for, at der stilles større optagelseskrav og kommer mere fokus på, hvilken motivation der ligger bag valget af pædagoguddannelsen.

 

Vi ansætter ikke nogen, der er så unge, at de knap nok er flyttet hjemmefra. Det er svært at tage ansvar for andres liv og udvikling, hvis man knap nok har lært at tage ansvar for sig selv
Maria Hæstrup, afdelingsleder, Kompasset 

Det behøver ikke kun at være ens karakterer, der kvalificerer til optagelse på pædagoguddannelsen, mener Benny Andersen.  

-Den livserfaring du har, betyder noget i forhold til den faglige og menneskelige relation, som vores arbejde handler om, siger han.

"Vigtigt at forstå sociale problemers betydning"

Lektor i sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet, Morten Ejrnæs, peger også på, at pædagoguddannelsen kan have betydelig mere praksisnært undervisning, hvor de studerende samtidig får generelle samfundsmæssige forhold belyst tydeligere.

- Nyuddannede pædagoger, der kommer ud og bliver konfronteret med alvorlige sociale problemer, kan mangle viden om, hvad det for eksempel er for nogle aktuelle forhold, man lever under, hvis man er på nedsat kontanthjælp. Massiv fattigdom betyder noget for, hvordan børn og unges liv former sig, og hvilke aktuelle muligheder de har, siger han. 

Når de pædagogstuderende ikke kender til sociale problemer fra egne erfaringer, har de brug for teori, så de kan leve sig ind i den virkelighed, som barnet og forældrene oplever, forklarer lektoren.

Socialpædagoger sygemeldt efter overfald på job: Så fik de fyresedlen

- Det er vigtigt, at de ikke psykologiserer deres situation for meget, men forstår hvilken rolle den materielle fattigdom rent faktisk spiller, hvis man eksempelvis mangler rent tøj på grund af en sammenbrudt vaskemaskine, siger han.  

Ansætter ikke 21-årig

Både Benny Andersen og Maria Hæstrup hæfter sig ved, at det i dag er meget unge mennesker, der bliver færdiguddannet som pædagoger.

På Kompasset sørger man for, at nyansatte allerede har pædagogiske erfaring.

- Vi ansætter ikke nogen, der er så unge, at de knap nok er flyttet hjemmefra. Det er svært at tage ansvar for andres liv og udvikling, hvis man knap nok har lært at tage ansvar for sig selv, siger Maria Hæstrup.

GDPR