A4 Arbejdsmiljø
Køb abonnement

HK svarer på kritik fra egne rækker: Ligestillingens næste sejr skal vi vinde sammen

Debat|
10. oktober 2025 kl. 6.00
Anja C. Jensen, forbundsformand for HK | Foto: Lisbeth Holten, HK
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.
Vores samfund går glip af et stort potentiale, når diversiteten halter. Det skal vi ændre på. Vi skal bygge videre på HK’s sejre og samarbejde endnu mere i den fælles kamp for ligestilling, svarer HK’s forbundsformand Anja C. Jensen en af sine medlemmer.

KÆRE ADA MOE OG HK UNGDOM HOVEDSTADEN. Først og fremmest tak. Tak for jer, jeres afgørende arbejde og for at sætte fokus på et vigtigt problem. Som Ada Moe skriver, går vi som samfund glip af et stort potentiale, når diversiteten halter.

Det skal vi ændre på. For jeg mener helt ind i sjælen, at det er et æresmærke at være et forbund fuld af vigtige og fagligt stærke kvindelige medlemmer. Men køn skal hverken begrænse os eller diktere vores livsvalg og drømme. Derfor kæmper HK for diversitet på arbejdspladserne, lige muligheder og lige rettigheder. Både offentligt og i den vedvarende politiske dialog.

Gode erfaringer skal ud at leve på skolerne

Kønsopfattelser har stadig stor betydning for valg af uddannelse. Og fordomme og forældede forestillinger gennemsyrer i stor stil tilgangen til, hvilke jobs og roller hvert køn kan varetage. 

Den kamp tager vi rigtig gerne, men vi har brug for jeres perspektiv i idéarbejdet. For ja, spørgsmålet om diversitet på uddannelserne har tidligere mest handlet om at få flere kvinder i STEM- og håndværksfag. Men det er mindst lige så vigtigt at få flere mænd i HEAL-fag. Vi er bedst, når vi er side om side på tværs af køn. Og det er ærgerligt at sige nej til halvdelen af befolkningen.

Vi skal sørge for, at når unge – og de ikke helt så unge – uanset køn skal vælge uddannelse, så tænker de over, hvad de har lyst til, evner for og drømme om. Ikke hvad andre forventer. At de kender til hele paletten. Samtidig skal alle rykke sammen i bussen og se på, hvordan vi hele tiden kan gøre meget kønsskæve uddannelser mere attraktive for det underrepræsenterede køn. Det vil også føre til bedre uddannelsesforløb, som flere trives i. 

En stor del af arbejdet ligger på skoler og i de faglige udvalg, og flere skoler har gode erfaringer med at øge diversiteten på merkantile og tekniske uddannelser. Men vi er langt fra i mål. 

Vi skal bygge videre på HK’s sejre

Som Ada Moe peger på, er kønsopdelte lønstatistikker et centralt redskab i kampen for ligeløn. Derfor var det også en central sejr, da vi fik den første lov om ligelønsstatistikker i 2001. Det skete efter pres fra HK i kølvandet på en ligelønssag mod Danfoss, som HK tog helt til EU-domstolen. At skiftende regeringer så har udvandet kravene, er en helt anden historie, men en debat vi tager igen og igen.

Og vores arbejde for bedre løngennemsigtighed er på ingen måde slut. For eksempel er der brug for at styrke tillidsrepræsentanternes mulighed for at arbejde med ligeløn. Det er en af grundene til, at jeg ser frem til udrulningen af det nye EU-direktiv om løntransparens, og at jeg hele tiden insisterer på, at det arbejde kommer til at gøre en positiv forskel, også i Danmark, og også på vores mange små- og mellemstore virksomheder. 

LÆS OGSÅ: Debat: EU skal vogte over stigende pres mod ligebehandling i Europa
 
HK har også en vigtig opgave i at forhindre, at ansøgere ryger bagerst i bunken på arbejdsgivernes bord på grund af urimelige parametre. Derfor fik HK under trepartsforhandlingerne om mangel på arbejdskraft i 2021 indført et forbud, så ingen arbejdsgiver må screene ansøgere på alder. Det er en nærliggende tanke, at lignende tiltag kunne åbne arbejdsmarkedet mere for alle køn. 

Og så er der Ada Moes pointe om at sikre balance i HK’s egne udvalg og ledelser. Her kan jeg – uden at sidde med en oversigt over den procentvise fordeling i dem alle – sige så meget, at vi i Hovedbestyrelsen ligger på 57 procent kvinder og 43 procent mænd. Men uanset hvad er det et væsentligt opmærksomhedspunkt. 

For ja, det er altid et sundt princip at feje for egen dør. Og HK’s sejre på ligestillingsfronten forpligter os ikke kun til at huske. De forpligter os også til at kæmpe videre. Det gør vi hver dag. Og det glæder vi os til at gøre endnu mere sammen med jer.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Arbejdsmiljø

GDPR