
HVIS VI VIL HAVE MEDARBEJDERE, der kan – og har lyst til – at blive længere i arbejde, kræver det, at arbejdsgiverne tager ansvar for det psykiske arbejdsmiljø på vores arbejdspladser. Tallene taler deres tydelige sprog. Det er tid til handling.
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og HK viser, at risikoen for en stressrelateret erhvervssygdom stiger markant med alderen. For lønmodtagere mellem 60 og 65 år er risikoen 40 procent højere end for de 30-39-årige. Det gælder for både mænd og kvinder.
Forklaringen er, at de erfarne kolleger gennem mange år har løftet stigende krav og komplekse opgaver. For stressrelaterede erhvervssygdomme opstår som følge af længerevarende belastninger i arbejdet, og ikke på grund af enkelte travle perioder. Det er vigtigt at holde fast i.
LÆS OGSÅ: Hver anden senior ville arbejde i flere år, hvis arbejdsmarkedet var mere fleksibelt
Tallene viser nemlig tydeligt, at det ikke handler om, at ældre medarbejdere “ikke kan holde til noget”. I 2023 fik 2,2 ud af 1.000 lønmodtagere i alderen 60-65 år en stressrelateret erhvervssygdom mod 1,5 ud af 1.000 blandt de 30-39-årige. Den forskel afspejler mange års påvirkning fra arbejdsvilkår, der slider over tid. Risikoen varierer betydeligt mellem fag og brancher – det er arbejdsvilkårene, ikke alderen i sig selv, der gør forskellen.
DERFOR ER DET HELT NØDVENDIGT at investere i et bedre psykisk arbejdsmiljø, hvis vi vil sikre, at medarbejdere kan holde til et langt arbejdsliv. Det kræver, at arbejdspladserne arbejder systematisk med det psykiske arbejdsmiljø og tager ansvar for forebyggelsen.
Vi må også gøre op med ideen om, at stress er den enkeltes ansvar. Uden handling risikerer vi, at endnu flere – især ældre medarbejdere – bliver syge og falder helt ud af arbejdsmarkedet. Det kan vi hverken bære menneskeligt eller samfundsøkonomisk.
Hvis vi vil have medarbejdere, der kan – og vil – blive længere i arbejde, må vi begynde med at sikre ordentlige arbejdsvilkår. Det skylder vi både dem, der har båret arbejdslivet i mange år, og dem, der skal kunne holde til mange år endnu.
















