NFA opruster forskning i arbejdsmiljøøkonomi med to nye forskere
Det er ikke længe siden, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) etablerede en forskningsenhed i arbejdsmiljøøkonomi med professor Kristian Schultz Hansen i spidsen.
Nu udvider forskningsenheden endnu engang arbejdet med to nye forskere i arbejdsmiljøøkonomi. Det skriver NFA på LinkedIn.
Post.doc. Anita Marie Glenny har en ph.d. fra Københavns Universitet og har tidligere forsket i arbejdsmarkedsøkonomi og har undersøgt jobsøgningsprocesser og lønforskelle mellem mænd og kvinder.
Post.doc. Eszter Santha har i sin ph.d. har evalueret de sociale og socioøkonomiske værdier af det arkitektoniske design i kontorbyggerier.
De to nye forskere skal være med til at afdække de økonomiske aspekter ved arbejdsmiljøet. For når arbejdsmiljøet ikke bliver prioriteret, kan det koste dyrt i blandt andet produktionstab, udgifter til sygefravær, førtidspension og sundhedsvæsenet, og det påvirker samfundsøkonomien. Så hvad betaler sig bedst for samfundet og virksomhederne? Det er de spørgsmål, som de to nye forskere skal være med til at undersøge.