Tømrersjak vinder særpris: Kæmpede modig kamp mod byggeleder

sjak
Et stolt tømrersjak modtager Årets Initiativ for deres kamp mod en byggeleder, der fuskede med en asbestprøve. Foto: Eno Krogh
25. nov. 2021 21.52
Prisen for Årets Initiativ giver blod på tanden i den faglige kamp for retfærdighed, lyder det fra tømrersjak.

Det var til stående klapsalver, at et stolt tømrersjak torsdag aften blev hyldet for deres modige kamp mod en byggeleder, der havde udsat dem for stor sundhedsfare ved at fuske med en asbestprøve.

Hyldesten skete ved A4 Mediers prisfest Årets TR i Danmarks Radios koncertsal, hvor tillidsvalgte, fagforeninger og politikere var samlet for at kåre årets tillidsrepræsentant.

LÆS OGSÅ: René Bøhm Jensen er Årets Tillidsrepræsentant

Sjakket modtog særprisen Årets Initiativ, fordi de på egen hånd gik op imod en byggeleder, de ikke havde tillid til.

- Prisen er først og fremmest en kæmpe cadeau til os for det arbejde, vi har gjort på pladsen og den kamp, vi har taget, siger Peter Tallquist, der er arbejdsmiljørepræsentant i sjakket, der tæller en håndfuld tømrersvende.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Hans kollega Rikki Hansen er overrasket, men glad for prisen.

- Vi kan bruge den her pris til at komme ud med et budskab om, at man skal passe på sig selv på jobbet, siger han.

Mistænkt for urent trav

De gik i august op imod byggelederen i forbindelse med renoveringen af en etageejendom i København, fordi de mistænkte ham for at køre urent trav med en asbestprøve, som han forsøgte at holde skjult for sjakket.

Efter noget pres viste han dem en prøve, der sagde, at der ikke var fundet asbest, men sjakket var ikke overbevist.

Derfor fik tømrersvendene på eget initiativ foretaget en ny prøve, der viste sig at være positiv for asbest.

Vi føler os bedraget, når en virksomhedsrepræsentant vægter økonomi og tidsplaner højere end vores ve og vel
Peter Tallquist, AMR, tømrersjakket

Byggelederen indrømmede senere at have fusket med den første prøve, og da firmaet fik nys om det, blev han fyret på stedet. Foruden fyresedlen blev byggelederen politianmeldt af sjakket. Men sagen er ikke kommet nogen vegne hos politiet.

- I princippet er det altså gratis at slå folk ihjel på deres arbejde. Og det synes jeg, I skal tænke over, lød det fra scenen fra Rikki Hansen henvendt til de forsamlede politikere, fagforeningsledere og andre deltagere i DR Byen.

Peter Tallquist, Rikki Hansen og resten af kollegerne nåede at arbejde på byggepladsen i over en uge uden beskyttelsesudstyr, inden de modtog det positive prøvesvar. 

LÆS OGSÅ: Byggeleder fyret og politianmeldt: - Han har løjet, forfalsket og udsat os for livsfare

Nu må sjakket leve i uvished om, hvorvidt de udvikler lungehindekræft eller andre asbestrelaterede sygdomme senere i livet. En situation, der kan være svær at håndtere. Særligt, når man skal overbringe nyheden til dem, man holder allermest af.

Det oplevede Rikki Hansen, da han skulle fortælle familien, at han havde været udsat for et arbejdsmiljø, der potentielt kan forkorte hans liv.

Pris giver blod på tanden

- Jeg har virkelig fortrudt, at jeg har fortalt dem det. De blev mega bekymrede. Jeg er mine pigers far og ikke en tilfældig tømrer. Jeg er Cecils mand og pigernes far. Jeg er glad for det, jeg har, og det er de også, fortalte Rikki Hansen til A4 Arbejdsmiljø i august.

Selvom sjakket er glade for prisen for årets initiativ, lægger byggeledernes handlinger fortsat en dæmper på deres humør.

- Vi føler os bedraget, når en virksomhedsrepræsentant vægter økonomi og tidsplaner højere end vores ve og vel. Prisen giver da helt sikkert blod på tanden til at tage kampene fremadrettet, siger Peter Tallquist.

- Vi er meget glade for den her pris og for den støtte, vi har fået af vores fagforening. For det har været en meget svær tid for os og for vores familier, siger Rikki Hansen.

Der skal ganske få asbestfibre til, før man risikerer at udvikle lungesygdomme og kræft. Det skønnes, at 300-400 danskere dør hvert år som følge af at have arbejdet med asbest.