Efter tragisk dødsulykke: Skibsværft skyder med spredehagl for at garantere sikkerheden
Torsdag morgen opstod en eksplosion på et skib på Grenaa Skibsværft.
Ulykken har kostet en 31-årig mand fra Norddjurs livet, og yderligere to mænd er indlagt i kritisk tilstand.
I dag, tirsdag, har Grenaa Skibsværft afholdt et fællesmøde, hvor de har drøftet, hvordan de skal fortsætte arbejdet på værftet i forhold til sikkerheden.
- Vi har ikke fået rapporten fra Arbejdstilsynet endnu, så vi skyder med spredehagl. Lige meget hvad det er, så har vi dækket ind, så det ikke kan ske igen, siger bestyrelsesformand for Grenaa Skibsværft, Esben Møller, til TV2 Østjylland.
- Vi vil være hundrede procent sikre på, at det ikke sker igen.
Skibsværftet har fundet frem til tre hovedpunkter, de skal implementeres med det samme.
- Det indebærer, at vi køber en masse teknisk udstyr, som skal forhindre en ny eksplosion, og vi indfører nogle nye procedurer for den type arbejde. Alt det udstyr, vi køber nu, dækker os ind, lige meget hvad årsagen til eksplosionen var, siger bestyrelsesformanden.
Politiet og Arbejdstilsynet færdiggjorde deres undersøgelser fredag, men Grenaa Skibsværft har endnu ikke fået rapporten, der kan give dem svaret på, havd der helt præcis skete torsdag morgen.
- Rapporten vil forhåbentligt supplere de gisninger, vi har. Det kan enten skyldes gasudslip eller dieseldampe – der er ikke andre muligheder, siger Esben Møller til TV2 Østjylland.
I søndags kunne TV2 Østjylland fortælle, at en 53-årig mand fra Syddjurs og en 50-årig mand fra Vestfyn, der var to af de tre, som kom til skade ved ulykken og blev fløjet til Rigshospitalet, stadig var indlagte.
- Den ene er meget forbrændt, men er ved bevidsthed. Den anden er opereret for kraniebrud og ligger i respirator, men operationen gik godt, sagde en meget påvirket Esben Møller søndag.
Tirsdag er situationen stort set uændret. Dog fortæller Esben Møller, at ham, der er ved bevidsthed, har det godt.
- De siger, at det er kritisk med ham i en måned på grund af den voldsomme grad af forbrændning. Men han har det godt under omstændighederne – han er ved sine fulde fem og kan huske hele ulykken, siger bestyrelsesformanden.
- Nu skal han snart opereres for brændsår på ryggen.
Hvornår arbejdet på skibsværftet kan blive genoptaget er endnu uvist.
- Dét, der virkelig afgør det, er, at alle de tiltag, vi implementerer nu, kommer op og ringe, siger bestyrelsesformanden.
Grenaa Skibsværft skal nu svare Arbejdstilsynet med den plan, de har lavet i dag, og så skal de have svar fra dem, før arbejdet kan starte op igen.
- Der bliver helt klare procedurer, som skal følges fremover, inden vi går i gang med arbejdet igen. Man skal passe på med at gisne om det, men forhåbentligt kan vi starte arbejdet op igen i næste uge.