Ansatte forsøgt voldtaget på jobbet: Dansk direktør undskylder for udbredt sexchikane

20180220-105540-3-1301x939we
- Jeg vil gerne give en dybfølt undskyldning til alle ansatte, der enten nu eller tidligere, har lidt under denne opførsel, siger den danske direktør Jakob Stausholm. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det australske mineselskab Rio Tinto har store problemer med seksuel chikane og racisme, viser rapport med udsagn fra mere end 10.000 ansatte. Dansk direktør undskylder.

En tredjedel af de kvindelige ansatte har oplevet at blive chikaneret af mandlige kolleger, og racisme er "normalt", hedder det i en ny rapport om interne forhold i det australske mineselskab Rio Tinto.

Rapporten tegner ifølge AFP et billede af et giftigt arbejdsmiljø i selskabet, der beskæftiger mere end 45.000 ansatte.

Kvindelige ansatte er forsøgt overfaldet og voldtaget, og de har været nødt til at holde øje med, hvilke mandlige kolleger de har skullet undgå på nattevagter.

Rapporten baserer sig på udsagn fra mere end 10.000 ansatte, som er blevet indsamlet og bearbejdet.

Selskabets administrerende direktør, danske Jakob Stausholm, er rystet over dens konklusioner:

- Jeg vil gerne give en dybfølt undskyldning til alle ansatte, der enten nu eller tidligere, har lidt under denne opførsel. Det er ikke sådan et selskab, vi ønsker at være, siger han i en kommentar.

Rio Tinto var senest omdrejningspunkt i en international skandale i maj 2020. Dengang bortsprængte man i forbindelse med en udvidelse af Brockman 4-minen i det vestlige Australien en hule i Juukan Gorge.

Hulen indeholdt landets eneste spor af menneskelige tilstedeværelse under den sidste istid.

Som en konsekvens af kritikken af bortsprængningen måtte selskabets daværende direktør, Jean-Sebastian Jacques, træde tilbage.

/ritzau/AFP

GDPR