Hospitaler og byggepladser skal motiveres til at arbejde med seksuel chikane

20200129-121204-L-1920x1279we
Hospitaler er omfattet af en ny vejledningsindsats om seksuel chikane og krænkende handlinger. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Otte nye brancher bliver en del af Arbejdstilsynets vejledningsindsats om seksuel chikane og krænkende handlinger.

Fra januar vil Arbejdstilsynet vejlede om seksuel chikane på hospitaler, botilbud og på byggepladser.

Otte nye brancher bliver således en del af tilsynets nye vejledningsindsats om krænkende handlinger og seksuel chikane, der blev indledt sidste år.

Brancherne er:

  • Opførelse og nedrivning af byggeri
  • Anlægsarbejde
  • Færdiggørelse af byggeri
  • Energi og råstoffer
  • Døgninstitutioner og hjemmepleje
  • Hospitaler
  • Rengøring

Når tilsynsførende kommer på besøg på arbejdspladser i disse brancher, vil de i forbindelse med et almindeligt grundtilsyn ”inspirere og motivere” virksomheder til at arbejde med krænkende handlinger af enhver form.

Brancherne har høj forekomst af seksuel chikane og krænkende handlinger, og derfor er de nøje udvalgt til tilsynsindsatsen. I efteråret blev restaurationsbranchen og butiksområdet blandt andre udpeget til indsatsen.

Ifølge tilsynschef Lars Toft Pedersen har virksomhederne taget godt imod vejledningen.

- Der er ofte mange som i første omgang siger, at der ikke er seksuel chikane og krænkende handlinger på deres arbejdsplads. Når vi så fortæller, hvad krænkende adfærd kan være, og hvilken betydning arbejdspladskultur og omgangstone har, så sker der noget for mange. Så kommer de i tanke om situationer, hvor der er blevet sagt eller gjort ting, der har været over grænsen, uden at det har været hensigten. Dét bruger vi som afsæt for vejledningen, siger han.

A4 Arbejdsmiljø kunne i december fortælle, at Arbejdstilsynet har oplevet mere end en fordobling af henvendelser til deres hotline om seksuel chikane. Den historie kan du læse her.

 

GDPR