MAN BEGYNDER IKKE MED KRIG, fjendebilleder og velfærdstab. Man begynder med arbejdspladser. Dermed flyttes spørgsmålet: Oprustning fremstår ikke længere som en politisk kurs, der bør diskuteres, men som en økonomisk mulighed, der bør udnyttes.
Fagbevægelsen kan ikke ignorere de job, der følger med forsvarsmilliarderne. Den må varetage medlemmernes interesser dér, hvor arbejdet opstår. Men at beskytte medlemmerne i en konkret situation er ikke det samme som at gøre oprustningen til bevægelsens fremtidsstrategi.
Staten definerer truslen: Verden er blevet farligere. Den udpeger løsningen: Forsvaret skal styrkes. Så følger milliarderne. Hvis fagbevægelsen derefter kun spørger, hvordan lønmodtagerne får del i pengene, forsvinder forskellen mellem at beskytte medlemmerne i en konkret situation og at indordne sig under den politiske kurs. Selve oprustningen diskuteres ikke længere; tilbage står alene fordelingen af ordrer, job og investeringer.
Den faglige oversættelse
Når Dansk Metal vil bruge NATO’s oprustningsmål til at styrke dansk forsvarsindustri, er det ikke kun et fagligt krav om beskæftigelse. Det er en politisk oversættelse: I statens sprog hedder det afskrækkelse, forsvarsevne og allianceforpligtelser. I fagbevægelsens sprog hedder det ordrer, kompetencer og arbejdspladser.
Dermed får det militære projekt en social begrundelse. Det, der handler om statens evne til at forberede sig på krig, fremstilles som en chance for lønmodtagerne: Hvis staten alligevel skal bruge milliarder på fregatter, droner, kampfly og beredskab, hvorfor skulle de danske lønmodtagere så ikke have del i det?
LÆS OGSÅ: Erhvervsorganisationer i opråb: Der mangler en ny strategi for forsvarsindustrien
Argumentet virker, fordi det bygger på noget reelt: Lønmodtageren lever af sin løn. Men oprustning fremstilles ikke kun som jobredning. Koblet til ny teknologi, droner, skibssystemer og forsyningskæder bliver den også adgang til fremtidens industri - et spørgsmål om at komme med på vognen eller blive hægtet af.
Arbejde er ikke målestok nok
Problemet er ikke, at fagbevægelsen kæmper for arbejdspladser. Det skal den. Problemet opstår, hvis arbejdspladser og teknologi bliver fremskridt i sig selv. For så forsvinder spørgsmålet om, hvilket samfundsmæssigt projekt arbejdet indgår i.
LÆS OGSÅ: Oprustning af forsvaret kan sætte nyt blus under regeringens store rekrutterings-plan
Arbejde er nødvendigt for den, der skal leve af sin løn. Men produktion bliver ikke almen fornuftig, blot fordi den skaber beskæftigelse. Det gælder produktion, der overbelaster klimaet, driver rovdrift på natur og mennesker - og det gælder våben, militære droner og krigsteknologi. Beskæftigelse kan ikke være eneste målestok. Fagbevægelsen må også spørge, hvad arbejdet tjener: menneskelige behov, civil omstilling og velfærd - eller krigsforberedelse.
Fra produktion til pension
Når Dansk Metal og DI vil bygge flådefartøjer i Danmark, når CO-industri vil have forsvarsmilliarder til dansk produktion, når HK Stat ser medlemmerne som ”en vigtig del af oprustningen”, og når NNF vil tænke pensionskapitalen ind i forsvarsindustrien, ser man samme bevægelse: Lønmodtageren knyttes til oprustningen som producent, som administrativ støttefunktion og som pensionsopsparer.
Dermed forsvinder modsætningen mellem oprustning og velfærd ud af billedet. Oprustningen fremstilles ikke som konkurrent om samfundets ressourcer, men som kilde til arbejde, afkast og national tryghed. Det kaldes ansvarlighed. Men det er en snæver ansvarlighed, som tager militær produktion for givet og kun spørger, hvordan den kan skabe danske arbejdspladser.
Pointen er ikke, at fagbevægelsen skal overlade medlemmerne til arbejdsløshed. Men medlemmernes fremtid bør heller ikke gøres afhængig af permanent oprustning. En fregat kan ikke erstattes af en vindmølle. Men hvis staten kan investere i fregatter, droner og ammunition, kan den også investere i civil produktion, grøn omstilling, infrastruktur, beredskab og velfærdsteknologi.
Hvilken sikkerhed - og for hvem?
Her udviskes en afgørende forskel: Lønmodtagerens interesse falder ikke uden videre sammen med statens. For lønmodtageren handler arbejde om løn, tryghed, ordentlige vilkår og et liv uden for arbejdet. For virksomheden handler det om rentabel produktion. Staten har brug for loyalitet, skattegrundlag, økonomi og - når den finder det nødvendigt - militær kapacitet. Interesserne kan overlappe, men de er ikke identiske.
LÆS OGSÅ: Danmarks største beredskabsorganisation vil have svesken på disken: Vi bør forberede os på krig
Derfor bør fagbevægelsen ikke nøjes med at spørge, hvor mange job oprustningen kan give. Den bør spørge: Hvilken sikkerhed? For hvem? Med hvilke midler? På bekostning af hvad? Og hvem definerer truslen, nødvendigheden og prisen?
Man kan godt mene, at trusler findes, og at et forsvar er nødvendigt. Men deraf følger ikke, at den konkrete oprustningskurs er den rigtige. Mellem trussel og politik ligger fortolkning, alliancer, industripolitik, budgetter og prioriteringer.
Forsvinder disse spørgsmål, bliver sikkerhedspolitik til overpolitik: en ramme, der fremstiller én bestemt kurs som nødvendig og kritik som uansvarlig. Fagbevægelsens rolle indsnævres til at sikre medlemmerne en plads i en udvikling, der allerede er besluttet.
Det er den danske oprustnings særlige finesse: Krigen behøver ikke gøres populær. Det er nok, at dens forberedelse fremstår som arbejde, tryghed, teknologi og fælles ansvar.
