A-kasserne til ny minister: Vi ønsker et dagpengesystem med mere tryghed og tillid

Foto_af_Eva_Obdrup_farve_med_sort_baggrund_0J1A8172_ny
Foto: Danske A-kasser
3. nov. 2022 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

SÅ KOM VALGET, OG danskerne har sat de kryds, som afgør Folketingets nye sammensætning. Snart ved vi også, hvordan den nye regering ser ud, og hvem der fremover kan kalde sig beskæftigelsesminister.

Danske A-kasser har gjort en ønskeseddel klar til ministeren. Overskrifterne på ønskerne er et løft af dagpengene, et bedre beskæftigelsessystem og forenkling af alt for komplekse dagpengeregler.

Ønskerne er en samlet branche enige om, og her op til valget har otte af Danske A-kassers 21 medlemmer uddybet dem i en artikelrække. Vel er der nuancer i ønskerne fra a-kasserne, men alle som én peger på, at der er et stort behov for, at en minister tager fat de tre nævnte områder.

FOR SELV OM VI ER glade for det beskæftigelsestillæg, som forhåbentlig snart bliver til virkelighed, og som vil give visse grupper højere dagpenge i de første tre måneder, så er vi enige om, at det ikke er nok til at give dagpengemodtagerne en rimelig tryghed.

Slet ikke i den nuværende økonomiske situation med voldsom inflation. Så en ny beskæftigelsesminister bør som det allerførste se på, hvordan den økonomiske tryghed kan komme tilbage i dagpengesystemet, for alle der bliver ledige.

Vi vil ikke deltage i bashingen af jobcentrene eller støtte dem, der mener, de skal lukkes
Eva Obdrup, formand Danske A-kasser

Vi så naturligvis helst et permanent og generelt løft af dagpengene, men sekundært kan et midlertidigt tillæg til dagpengene være en løsning. Danske A-kasser foreslår et tillæg på 3,5 procent af dagpengene til dagpengemodtagerne i resten af 2022 og 2023. Et tillæg, der med den nuværende ledighed er en gratis omgang for staten.

Selv om vi er glade for beskæftigelsestillægget, så er vi bestemt ikke glade for, at det er dimittenderne, der skal finansiere det med en lavere dagpengesats og en kortere dagpengeperiode.

Dimittenderne vil ikke bare kunne få svært ved at klare sig økonomisk med en meget lav dagpengesats – de vil også kunne få svært ved at se, hvorfor de skal meldes sig ind i en a-kasse. Derfor bør en ny minister også se på, hvordan vi sikrer en fortsat høj tilslutning til systemet blandt dimittenderne.

ET ANDET STORT ØNSKE fra Danske A-kasser til en ny minister er, at beskæftigelsessystemet forbedres.

Vi vil ikke deltage i bashingen af jobcentrene eller støtte dem, der mener, de skal lukkes. Men vi anerkender, at systemet kan skrues bedre sammen.

A-kasserne er glade for, at det nu er aftalt, at de skal have ansvaret for egne medlemmer de første tre måneder af ledighedsperioden, men a-kasserne kan og vil gerne tage et endnu større ansvar, i hvert fald i de første seks måneder.

Det vil kunne frigive tid og ressourcer hos jobcentrene, så de kan fokusere på at give en indsats til dem, som har andre udfordringer end ledighed.

DERUDOVER MENER VI også, at uddannelse og opkvalificering skal spille en meget større rolle i indsatsen for de ledige. Både for at hjælpe de ledige bedst muligt og for at sikre, at samfundet har en arbejdsstyrke med de rette kompetencer.

Sidst men ikke mindst er det et stort ønske hos a-kasserne, at den nye minister vil bane vejen for reelle og mærkbare regelforenklinger. Der er i den grad brug for afbureaukratisering og for mere tillid og mindre kontrol, så der bliver tid til det, der er vigtigt for medlemmerne, for arbejdsgiverne, for os alle sammen; nemlig at ledige kommer hurtigt tilbage i job.

LÆS OGSÅ: Jobcenteransat: Jeg er ikke bare "kolde hænder" - og derfor kom jeg ikke i TV

Det ønske vi uanset, hvilken farvekonstellation regeringen får og uanset hvem, der bliver beskæftigelsesminister. Til gengæld står vi klar med masser af erfaring og gode råd til, hvordan vores fælles system kan gøres mere enkelt, administrerbart og trygt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].