
Selv om det nye folketingsår formelt starter i oktober, er partierne ved at vende tilbage til det politiske arbejde.
I denne uge afholdt Liberal Alliance et sommergruppemøde og benyttede lejligheden til en mindre ordførerrokade.
Sólbjørg Jakobsen, der har været Liberal Alliances beskæftigelsesordfører i knap tre år, bliver i stedet familieordfører. Samtidig fastholder hun tjansen som politisk ordfører.
Partiets nye beskæftigelsesordfører er den 30-årige Carl Andersen, som afløste Henrik Dahl i Folketinget sidste år, da han blev valgt til Europa-Parlamentet.
LÆS OGSÅ: Ringer Vanopslagh, siger hun ja: Denne ministerpost drømmer Sólbjørg Jakobsen om
Carl Andersen ser frem til at dykke ned i ordførerskabet, og han kommer langt hen ad vejen til at følge de dagsordener, Sólbjørg Jakobsen havde, fortæller han.
“I starten vil jeg fokusere på overrepræsentationen af unge mennesker og udlændinge i førtidspensionssystemet. Det vil vi gerne have gjort noget ved. Det er det første, jeg vil kaste mig over,” siger han og tilføjer:
“Jeg vil også følge implementeringen af beskæftigelsesreformen, så den bliver implementeret ordentligt ude i kommunerne og bliver en succes i modsætning til andre reformer, der er lavet.”
Klar til pensionskamp
Det bliver også Carl Andersen, der skal plædere for Liberal Alliances synspunkter på pensions- og tilbagetrækningsområdet.
Emnet forventes at fylde mere i den offentlige debat op til det kommende folketingsvalg, og statsminister Mette Frederiksen (S) har allerede udtalt, at hun vil se på, om man kan ændre den automatiske stigning i folkepensionsalderen.
Liberal Alliance står et lidt andet sted, understreger den nyslåede beskæftigelsesordfører.
“Vi har ingen interesse i at forbedre Arne-pensionen. Det giver ingen mening at lave et beskæftigelsessystem, der giver mulighed for, at raske mennesker forlader arbejdsmarkedet. Det handler om at lave nogle tiltag, der gør det mere attraktivt for folk at blive længere tid på arbejdsmarkedet,” siger Carl Andersen.
Carl Andersen er også Liberal Alliances boligordfører, indenrigsordfører og kirkeordfører.