
HER EFTER FOLKETINGSVALGET skal en kommende regering tage stilling til Venstres forslag i valgkampens slutspurt om at fordoble antallet af værnepligtige, hvis Venstre får magt, som de har agt.
Hvor mange soldater, vi har brug for til at løse opgaverne, er noget, man politisk må beslutte ovenpå forsvarschefens anbefalinger. Men vi er nødt til at insistere på, at man politisk også forholder sig til de afledte konsekvenser for resten af samfundet og ikke mindst dansk erhvervsliv.
Mange virksomheder, herunder også de små virksomheder, er allerede i dag hårdt presset af mangel på arbejdskraft. For en stor del af virksomhederne er det en af de væsentligste barrierer for vækst og udvikling.
Samtidig er det en udfordring, som desværre kun vil vokse i de kommende år, hvor antallet af hænder ikke står mål med de ambitioner, vi har som samfund i forhold til den grønne omstilling, styrkelse af Forsvaret, flere plejekrævende ældre og meget andet.
HVIS MAN POLITISK VÆLGER at øge antallet af værnepligtige markant, vil det uundgåeligt forstærke denne udfordring. De unge, som aftjener værnepligt, er samtidig unge, der ikke er i gang med en uddannelse eller i beskæftigelse.
Det gælder ikke mindst i forhold til de faglærte uddannelser, hvor vi allerede i dag mangler titusindvis af hænder, og hvor behovet kun bliver større, hvis Danmark skal lykkes med blandt andet den grønne omstilling.
Danmark har brug for både sikkerhed og vækst. De to hensyn skal gå hånd i hånd
Alexander Søndergaard, underdirektør i SMVdanmark
Det betyder ikke, at hensynet til Forsvaret ikke er vigtigt, tværtimod. Men det understreger behovet for, at en eventuel udvidelse af værnepligten følges op af politiske reformer, der kan øge arbejdsudbuddet på andre områder.
Det kan fx være gennem bedre rammer for fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet, fjerne flere af de tidlige tilbagetrækningsordninger og en styrket indsats for at tiltrække internationale medarbejdere til dansk erhvervsliv.
LÆS OGSÅ: Oprustning kan blive en gamechanger ved nye forhandlinger om udenlandsk arbejdskraft
Samtidig rummer en udvidet værnepligt også et potentiale, som vi bør blive bedre til at udnytte. Der findes en stor gruppe unge, som hverken er i uddannelse eller job, og som ofte har haft dårlige erfaringer med det traditionelle uddannelsessystem eller det civile arbejdsmarked. Her kan Forsvaret tilbyde en alternativ vej.
Med klare rammer, tydelig struktur og stærke fællesskaber kan værnepligten være med til at give nogle af disse unge en ny start og et fundament for videre uddannelse eller beskæftigelse. Men det kræver, at Forsvaret aktivt arbejder for at rekruttere bredt, også blandt de unge, der i dag står uden for fællesskabet.
En styrkelse af Forsvaret er nødvendigt i en usikker tid. Men det må ikke ske uden blik for de konsekvenser, det har for arbejdsmarkedet og dansk erhvervsliv. Danmark har brug for både sikkerhed og vækst. De to hensyn skal gå hånd i hånd.
















