Efter rekord på rekord: Derfor flader beskæftigelsen snart ud

aedebatfrederikolsen
"Årsagen til at beskæftigelsen bremser op, skal ses i lyset af, at økonomien er ved at geare ned," skriver Frederik Olsen. Foto: Pressefoto/AE/Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
DEBAT: Det danske arbejdsmarked er historisk stærkt. Beskæftigelsen har aldrig været højere, og ledigheden er fortsat på et lavt niveau. Arbejdsmarkedet forventes at gå ned i gear, men der er ikke udsigt til nogen krise.

Højkonjunkturen i Danmark er ved at lakke mod enden, og arbejdsmarkedet er ved at have toppet. Det viser en prognose for dansk økonomi, som vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd netop har udgivet. Vi vurderer, at dansk økonomi stabiliserer sig på et højt niveau.

Måned efter måned har vi oplevet, at beskæftigelsen har sat rekord på rekord på den gode side af tre millioner lønmodtagere. Men vi forventer, at beskæftigelsen flader ud i resten af 2024 og ind i 2025. 

Selvom beskæftigelsen vurderes at have nået sit toppunkt, ser vi ikke tegn på en voldsom nedgang. Store opsving slutter ofte brat med et tilbageslag i beskæftigelsen, men denne gang ser det ud til at blive en stille tilbagevenden mod mere normale tilstande på arbejdsmarkedet. 


Årsagen til at beskæftigelsen bremser op, skal ses i lyset af, at økonomien er ved at geare ned. Væksten i BNP var negativ i første kvartal af 2024, og flere indikatorer peger i retning af en igangværende blød afmatning. Dansk økonomi er i høj grad blevet holdt oppe af medicinalindustrien, som, forventer vi, fortsat vil vokse, men i et mere afdæmpet tempo. Derudover er forbrugerne forholdsvis tilbageholdene, hvilket lægger en dæmper på aktiviteten.

Ser vi på indikatorer for arbejdsmarkedet, er antallet af nyopslåede stillinger faldet, og antallet af fyringsvarsler er steget. Det kan tyde på, at beskæftigelsen er ved at have toppet. Men det skal understreges, at begge dele er i et lille omfang, og arbejdsmarkedet derfor stadig er meget robust. Lønmodtagerbeskæftigelsen har overrasket positivt gennem 2024 – senest med en stigning på 6.000 personer i april og 650 personer i maj. 

Når vi ikke forventer et større tilbageslag i beskæftigelsen, skyldes det, at dansk økonomi er godt rustet til en afmatning. Den samlede opsparing er forholdsvis høj, og boligmarkedet indikerer heller ikke nogen overophedning. Derudover forventes en genåbning af naturgasfeltet Tyra i Nordsøen at øge BNP-væksten i 2025, ligesom forventeligt lavere renter, vil give økonomien et rygstød.

LÆS OGSÅ: Ekspert om S-udmelding om pensionsalder: Forvent lavere beskæftigelse og mindre robust økonomi

I løbet af de seneste to år har udviklingen på arbejdsmarkedet været lidt speciel i den forstand, at der både har været en stigning i ledigheden og beskæftigelsen. Med andre ord er arbejdsstyrken vokset ret markant.

Det kan blandt andet tilskrives, at flere seniorer og herboende ikke-vestlige indvandrere er i beskæftigelse. Derudover har indvandring og demografiske forskydninger, der ændrer størrelsen på befolkningen i den arbejdsdygtige alder, haft betydning. Og så er antallet af kontanthjælpsmodtagere og langtidsledige faldet, mens flere studerende arbejder ved siden af deres uddannelse.

Vi forventer, at ledigheden stiger fra 86.000 personer til 100.000 personer frem mod 2026.

Det er selvfølgelig ærgerligt, når ledigheden stiger, men stigningen er beskeden. 100.000 personer er stadig lavt i en historisk kontekst og under det niveau, der var op til coronakrisen. Derfor afspejler den moderate stigning mere en normalisering end en egentlig krise.

Historiske erfaringer viser, at højkonjunkturer er en god mulighed for at få personer på kanten af arbejdsmarkedet i job. Hvis først man får en fod inden for døren, er sandsynligheden for beskæftigelse senere i livet langt større. Det er derfor vigtigt ikke at tabe den positive arbejdsmarkedsudvikling på gulvet og i stedet holde fast i mange af dem, der er kommet i job.

Det er der gode forudsætninger for, hvis dansk økonomi følger vores forventning om en blød afmatning i de kommende år.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR