Jobcenteransat: Hvem vinder og taber på rekrutteringsbørsen?
DEN 8. MAJ BRAGTE A4 Aktuelt en artikel om kampen om fremtidens arbejdskraft. Flere konkrete stillingsbetegnelser blev nævnt. Socialrådgiver, jobkonsulent og sagsbehandler var ikke blandt de nævnte, så når det er den gruppe kolleger, jeg har, angår spørgsmålet så overhovedet mig? Det tænker jeg faktisk, det gør.
Når det gælder mulighederne for at rekruttere på fremtidens arbejdsmarked, så siger min personlige krystalkugle, som kun er baseret på erfaring og livslang læring, ikke på lange videnskabelige rapporter, at mening og anerkendelse bliver nøgleordene. Vi vil have et arbejde, der giver mening, for som fx en verdensomspændende pandemi har lært os, så kender ingen af os fremtiden, og ingen ønsker at spilde sin tid på noget, der er uvæsentligt.
LÆS OGSÅ: Analyse: Efter måneders hemmelighedskræmmeri nærmer vi os den store jobcenter-fejde
Meningen kan lige så godt for den enkelte ligge et andet sted end i jobbet. Meningen kan være at tjene flest mulige penge på kortest mulige tid for at kunne bestige bjerge i Himalaya eller bare have et godt, trygt job for at kunne være den bedste forælder for sine børn.
I forhold til anerkendelse, så vil vi gerne ses som de dygtige medarbejdere, vi er på vores arbejdspladser, og her spiller løn da også en rolle. Vi sælger vores arbejdskraft til en arbejdsplads, og prisen vi får for den vare, er også en form for anerkendelse – ikke uvæsentligt, når sosu-hjælpere og pædagoger er blandt fremtidens mangelvarer.
Hvis medarbejderen oplever at blive sat i en spændetrøje af regler og dårlig økonomi, der betyder, at man ikke kan bruge sin faglighed, så forsvinder både mening og anerkendelse
Karina Sørensen, HK’s talsperson på beskæftigelsesområdet
Vi er også mange, der gerne vil anerkendes i form af mulighed for mest mulig selvbestemmelse/fleksibilitet på vores arbejde. For mig er muligheden for, at medarbejderen kan bruge sin faglighed, en af de væsentligste anerkendelser, som en arbejdsplads kan udvise. Hvis medarbejderen oplever at blive sat i en spændetrøje af regler og dårlig økonomi, der betyder, at man ikke kan bruge sin faglighed, så forsvinder både mening og anerkendelse, og den type arbejdspladser taber i fremtidens kamp på rekrutteringsbørsen.
Ovenstående gør mig bekymret på vegne af beskæftigelsesområdet, hvor jeg stiller min faglighed til rådighed. Meningen med arbejdet er der. Når en ledig kommer i arbejde, en ung finder sin vej i tilværelsen, en stressramt finder et job, der passer vedkommende bedre, eller når der sker en ordentlig afklaring af den person, der ikke har mulighed for at passe ind, så er der mening. Masser af mening!
Men desværre så oplever vi i jobcentrene for ofte, at vi sammen med borger og virksomhed skal skabe mening på trods. Når nogen har bestemt, at en afklarende virksomhedspraktik for en ung med autisme kun må vare 4 uger, må vi sno os. Når nogen har besluttet, at der skal orienteres om noget, som borger udmærket godt ved i forvejen, så må vi nærmest undskylde på forhånd osv. osv.
SÅ KOMMER VI TIL DET med anerkendelsen. Her hænger vi ofte i bremsen. Selvom det ofte lige kiles ind i en bisætning, at det jo ikke er den enkelte medarbejder, som kritikerne er ude efter, så bliver vi som medarbejdere altså uafladeligt bombarderet med overskrifter, der hænger os ud og skælder os ud, og i dette samfund læser de fleste ikke længere end til overskriften. Det betyder, at vi i alle sammenhænge skal konfronteres med, at vi er dumme, dårlige og sagtens kan undværes. Det kan tære på selvet og lysten til arbejdet og arbejdspladsen hos selv de dygtigste, og det gør i hvert fald intet godt i kampen om fremtidens dygtige arbejdskraft.
LÆS OGSÅ: Hver anden jobchef: Vores ansatte overvejer nyt job efter dødsstød til jobcentre
Hvad der kunne gøre hele Danmark til vinder i kampen om fremtidens arbejdskraft, var at tage arbejdet i landets jobcentre alvorligt. Spørg os som medarbejdere, hvordan vi kan se, at de unge, de ledige og dem med handicaps kan komme til at fylde nogle af de pladser på arbejdsmarkedet, hvor der i fremtiden bliver mangel.
Det er os, der sidder over for landets sidste arbejdskraftreserve hver evig eneste dag. Og hvis man gjorde sig ulejligheden at spørge os, så skal man selvfølgelig også være klar på at lytte til, hvad vi har at sige og agere efter det. Vi ser unge starte på uddannelser, hvor de forliser, og hvor de støtteforanstaltninger, vi har, ikke er nok, men hvor noget kunne være gjort for at undgå at give den unge et nyt nederlag. Vi hører også fra mennesker med handicap eller seniorer, hvad de oplever, når de prøver at komme i arbejde, og den viden kunne være nyttig, hvor man mangler folk, hvis man er villig til at agere anderledes.
Jeg håber, at jeg på fremtidens jobcenter kommer til at have lige så dedikerede og dygtige kolleger, som jeg har i dag, og jeg håber, at vi fortsat kommer til at kunne levere et arbejde, der både giver mening for os, for borgerne, virksomhederne og samfundet. Og så håber jeg, at fremtidens beskæftigelsesindsats bliver sikret, inden mangel på mening og anerkendelse får de dygtigste til at fortrække til brancher, der kan tilbyde mere af begge dele.
