Jobcenteransat: Når besparelser fører til det modsatte af værdighed
A4 BESKÆFTIGELSE BESKRIVER den 5. oktober, hvordan effekten af besparelsen på 1,1 mia. kroner til at finansiere Arne-pensionen nu begynder at kunne mærkes rundt omkring i de kommunale jobcentre landet over. Den lovgivning, der fulgte med milliardbesparelsen, lægger først og fremmest op til, at det er de såkaldte råd og vejledningstilbud, der skal spares på.
LÆS OGSÅ: Ekspert og fagforbund i kritik af nye besparelser: Jobcentre ender som samtalefabrikker
Jeg deler klart HK Kommunals næstformand Pia Lund Jeppesens bekymring for, at det er de mest udsatte ledige, der først og fremmest kommer til at mærke effekten af denne besparelse. Det er den gruppe ledige, der først og fremmest har behov for en individuel indsats for at kunne komme ud på arbejdsmarkedet eller i gang med uddannelse.
Beskæftigelsesministeren/ministeriet er i artiklen i A4 Beskæftigelse citeret for, at der skal prioriteres anderledes, fordi den danske indsats er dyr. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, hvad den er dyr i forhold til. Der bliver i artiklen lagt op til, at vi er dyre internationalt, men vi er også bedst internationalt, så er det, ministeren siger, at vi ikke har råd til at være bedst mere? For jeg frygter, at det er det, der kommer til at ske. Og det vil være en meget kortsigtet besparelse, hvis det betyder, at mennesker ikke kommer i job eller uddannelse og dermed ikke bliver en del af samfundet (og dermed bliver skatteydere).
Jeg troede faktisk, at værdigheden var et erklæret ministermål i beskæftigelsesindsatsen. Måske er milliardbesparelser vigtigere?
Karina Sørensen, HK’s talsperson for beskæftigelsesområdet
Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet udtrykker i artiklen en bekymring for, at jobcentrene skal ende med at blive samtalefabrikker frem for at kunne give ledige og sygemeldte den rette hjælp. Bekymringen er reel, men min frygt er i højere grad, at vi bliver praktikfabrikker.
Der er heldigvis forsat kommuner, der fastholder de specialiserede tilbud til fx borgere med autisme. Min egen kommune har også tilbud til både fx veteraner og stressramte under paraplyen af øvrige råd og vejledningstilbud, og indtil videre har kommunen prioriteret at fastholde disse tilbud, fordi de giver sindssygt god mening for de borgere, der får tilbuddene.
LÆS OGSÅ: Holder fast i opkvalificering til ledige: Flere kommuner trodser regeringens mål
Spørgsmålet er, hvor længe kommunerne har råd til at være fornuftige, når en tre gange så stor besparelse lurer ude i horisonten.
NÅR JEG FRYGTER, at jobcentrene ender som en praktikfabrik, så skyldes det, at regeringen og Folketinget har overladt os to typer tilbud til de ledige borgere – ordinær uddannelse og praktik, og jeg kan fra min praksis fortælle, at uddannelse kun gives til borgere, der er interesserede i uddannelse og hvor uddannelse også fagligt er det rette valg.
Det betyder, at uddannelse jo sjældent vil være tilbuddet til den PTSD-ramte veteran, der har svært ved at fremmøde stabilt og heller ikke kan magte at være sammen med så mange mennesker. Det vil sjældent være en mulighed for den stressramte, der ikke kan håndtere et uddannelsesforløb med deadlines, eksamen og faglige mål, og det vil sjældent være en mulighed for den unge med autisme, der ikke kan forestille sig, hvad han eller hun skal være.
I dag kan et tilbud om øvrig råd og vejledning være den rette trædesten for disse tre ledige, der kan bringe dem tilbage i arbejde eller ud på arbejdsmarkedet for første gang, men hvad hvis det tilbud ikke var der? Så er der kun praktikken tilbage.
Virksomhedspraktik er et super fint tilbud, når det gives af de rigtige grunde og på det rette tidspunkt. Når den unge med autisme har lært sig selv og sin autismediagnose at kende og skal ud at afprøve, hvilket fag der kunne give mening måske at uddanne sig inden for, så kan det give god mening. Når den stressramte har håndteret den første kriseperiode og er klar til at nyorientere sig mod et arbejdsmarked i et anden type job, end det man blev stressramt fra, så kan det give god mening.
Men rækkefølgen her er afgørende, og i rækkefølgen ligger også værdigheden. I det at kunne give borgeren det tilbud, der er det rette for ham eller hende, ligger værdigheden, og jeg troede faktisk, at værdigheden var et erklæret ministermål i beskæftigelsesindsatsen. Måske er milliardbesparelser vigtigere?
De danske jobcentre har rekord i at nedbringe langtidsledighed. Det, troede jeg, var vigtigt. De danske jobcentre har rekord i at få borgere med anden baggrund end dansk i arbejde. Det, troede jeg, var vigtigt. Vi har det laveste antal kontanthjælpsmodtagere. Det, troede jeg, var vigtigt.
Koster det penge at have en indsats, der virker? Ja, det gør det. Kan man spare penge på jobcentrene? Det kan man jo se, at man kan - 9 ud af 10 kommuner har fyret. Kan vi bevare samme effekt og ovenikøbet spare det tredobbelte? Ingen har endnu overbevist mig den mindste smule om det. Hvad jeg kan se er, at man gambler med værdigheden.
