Debat: "Det er ikke de unge på førtidspension, der skal have et wakeup-call. Det er os som samfund"

A4 BESKÆFTIGELSE OG en række andre medier har her i starten af september bragt nyheden om, at niveauet af førtidspensionister under 40 år nu nærmer sig niveauet fra før den reform af førtidspension og fleksjob, som Mette Frederiksen indførte i sin tid som beskæftigelsesminister med det formål ikke at parkere unge mennesker på en førtidspension.

Den nuværende beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen kalder udviklingen et wakeup-call, men spørgsmålet er, hvem det er, der skal vågne.

LÆS OGSÅ: Markant flere unge havner på førtidspension: Minister peger på en forklaring

Jeg arbejder selv i et jobcenter med unge i kategorien "aktivitetsparat". Hvis man ikke er bekendt med lovgivningsretorik, kan udtrykket måske forlede nogen til at tænke, at disse unge er meget aktivets-parate. Det er de ikke altid. Aktivitetsparat er den modsatte kategori af de uddannelsesparate, og uddannelsesparat bliver man, hvis den beskæftigelsesprofessionelle vurderer, at man kan starte uddannelse inden for et år. 

DET ER DOG IKKE ALLE de unge, der kommer i berøring med jobcenteret, som er aktivitetsparate. Nogle er pensionsparate. Det er der ingen kategori, der passer til, og Ane Halsboe tænker, at det er et wakeup-call, at der ender med at være så mange af dem. Hun er citeret for at sige: "Hvis denne triste udvikling tager sit afsæt i en stigende mistrivsel blandt de unge … er det her et langt større problem, end vi kan løse i beskæftigelsessystemet". 

Jeg tænker, hun har meget ret i, at det er udfordringer, der langt overstiger, hvad der kan løses i beskæftigelsessystemet, selvom vi ansatte her også ofte er udsatte for "optimismens politik". Der er ikke grænser for, hvad skiftende ministre og regeringer har tænkt, at jobcenteret kan løse, og vi prøver. Vi prøver virkelig ihærdigt, fordi vi desværre lidt for ofte er de udsatte borgeres eneste kontakt til det offentlige, i andre tilfælde den mest rummelige. Vi giver ikke ret let op, og vi svarer også næste gang, de ringer, selvom de skældte meget ud sidst.

LÆS OGSÅ: Forsker: De kan nedlægge jobcentrene og kalde dem noget fikst, men det løser ikke det reelle problem

Debatten om mistrivsel fylder, og her er jeg virkelig glad for, at ministeren bruger udtrykket "hvis". Min erfaring fra praksis med disse unge er, at der er langt tungere årsager til førtidspension end mistrivsel. En ung under 40 (så længe er man ung i pensionslovgivningen) får ikke en førtidspension, medmindre der er tale om alvorlig sygdom eller svært handicap. Det kan godt være, at den alvorlige sygdom er startet med mistrivsel i børnehaven, men det er ved selve pensionstidspunktet i hvert fald længe siden, at tilstanden lader sig beskrive med ordet "mistrivsel" alene.

Min erfaring er, at når unge mennesker pensioneres, så er der ofte flere af følgende årsager i spil: handicap, sociale udfordringer, fysisk sygdom eller psykisk sygdom herunder misbrug. Hvis jeg selv kunne fjerne et af problemerne ved magi, så ville jeg fjerne stof- og alkoholmisbruget. Det får ikke de andre problemer til at gå væk, men så kan vi arbejde med det. Jeg kan ikke garantere vicedirektør i DA Erik Simonsen, at alle kan blive produktive medlemmer af arbejdsstyrken, men hvis der ikke var udfordringen med misbrug, så ville aftaler være lettere at holde, behandling lettere at følge, sociale kontakter lettere at bevare og økonomien lettere at få til at hænge sammen.

KAN DER SÅ SLET IKKE gøres noget for at nedbringe antallet af unge på førtidspension?

Jo, måske, men som Ane Halsboe rigtigt siger, så er det ikke kun på beskæftigelsesområdet, at dette "noget" kommer til at bo. Der skal sikres en meget tidligere indsats for unge med behandlingskrævende psykiatriske lidelser, end der sker i dag – og det gælder i virkeligheden også i forhold til de kroniske, fysiske sygdomme. Der skal være den rette støtte i skole- og uddannelsessystemet til unge med kronisk sygdom, og så skal epidemien med børn, der af hundredvis af forskellige årsager ikke kommer i skole, løses af dem, der har mulighed for at løse det. En ung på 18, der henvender sig i jobcenteret og ikke har været stabilt i skole siden 4., 5. eller 6. klasse står altså dårligt i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet.

Internt på arbejdsmarkedet og jobcenteret er der også noget, vi bør kigge på. Hvordan er vejen til og muligheden for et job på den unges vilkår? Fleksjobordningen er udformet, så den fungerer godt for voksne mennesker, der har en arbejdsidentitet og må opgive at arbejde på ordinære vilkår som følge af en sygdom eller en ulykke, der rammer midt i et arbejdsliv. 

Modellen kan godt give udfordringer for unge med medfødt handicap eller kronisk sygdom, der aldrig har prøvet at have et job. Ressourceforløbene bliver meget udskældt mange steder for at hjælpe for få ud i arbejde. Ansatte, der arbejder med borgere i ressourceforløb, gør et stort og uanerkendt arbejde for at hjælpe især de unge med i det hele taget at få overblik over eget liv og egne ressourcer, og når det så ikke fører til arbejde, så må det til dels tilskrives, at de problemer, folk sloges med inden ressourceforløbet, var for store til, at der også kunne rummes et arbejdsliv for den borger.

NÅR MAN NU ER I GANG med planlægning af den store reform af jobcentrene og vores virke, så håber jeg ikke, at den tværfaglige, koordinerende indsats, der oprindeligt var planen med oprettelse af ressourceforløbene, bliver smidt ud, for det har især de unge med psykiske lidelser stadig i høj grad behov for. Når først de bevilges en førtidspension, skal de på en hel anden måde selv være opsøgende i forhold til hjælp, og det er ikke alle, der magter det. 

Jeg håber også, at man ser på, at der gives de koordinerende medarbejdere nogle nye værktøjer i værktøjskassen, så fx borgers deltagelse i psykologbehandling ikke bliver et spørgsmål om penge, men kun bliver et spørgsmål om behov og nytte.

LÆS OGSÅ: Lovbrud, glemte borgere og grædende ansatte: Vordingborg Jobcenter lagt ned af arbejdspres

Og så håber jeg inderligt, at man ikke laver en eller anden straffeaktion mod de unge, der tillader sig at være så uheldige i livets lotteri, at de ikke kan finde en plads på arbejdsmarkedet. Det er ikke de unge på førtidspension, der skal have et wakeup-call. Det er os som samfund, der skal have det for ikke at hjælpe dem bedre, hvor bedre hjælp kunne have givet et andet resultat.