Jobcenter-kritik overrasker privat socialrådgiver: Nemmere at blive visiteret som jobparat end aktivitetsparat
[email protected]
”JOBCENTRENE BØR VISITERE flere kontanthjælpsmodtagere som jobparate,” lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforenings vicedirektør, Erik Simonsen.
Ordene falder på baggrund af en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der viser, at knap hver sjette af alle aktivitetsparate borgere er i ordinært job kun seks måneder efter, at de er blevet visiteret til at være ikke-jobparate.
Endvidere mener Erik Simonsen, at jobcentrene er alt for pessimistiske, når de vurderer folk som aktivitetsparate.
Jeg må sige, at jeg, som privatpraktiserende socialrådgiver, altid bliver lidt skeptisk, når jeg bliver præsenteret for tal som disse. Det er værd at huske på, at bag hvert tal i den analyse gemmer der sig også et rigtigt menneske med en historie.
Dem møder jeg måske flere af, end Erik Simonsen gør.
LÆS OGSÅ: Arbejdsgiverne: Flere kontanthjælpsmodtagere bør visiteres som jobparate
I min praksis møder jeg også syge på kontanthjælp, der er vurderet jobparate. Oftest først raskmeldt af jobcentret, fordi det er vurderet, at de ikke opfylder betingelserne for uarbejdsdygtighed i sygedagpengelovens forstand. Lidt efter går-den-så-går-den-princippet.
De henvises til at søge kontanthjælp – som jobparat.
Først derefter kan de måske blive vurderet aktivitetsparat. Og det kræver dokumentation. Der skal anmodes om lægeattester, der kan dokumentere, at personen har problemer ud over ledighed, før denne overhovedet bliver visiteret som aktivitetsparat.
JEG BLIVER DERFOR OVERRASKET over at læse, at jobcentrene beskyldes for at være pessimistiske i deres vurderinger af aktivitetsparate. Jeg må sige, at min erfaring viser noget andet; at det er nemmere at bliver visiteret (forkert) som jobparat end som aktivitetsparat.
De seneste måneder har jeg siddet med en omfattende sag, hvor en kvinde med adskillige fysiske, kroniske og stationære diagnoser har været 17 år i jobcentersystemet på kontanthjælp – med undtagelse af de tre år hvor hun har været på ressourceforløbsydelse.
Sidste sommer blev hun raskmeldt af jobcentret og skulle stå til rådighed for den almindelige beskæftigelsesindsats – som jobparat.
Efter kort tid som jobparat blev hun omplaceret som aktivitetsparat. Igen. Det har hun nu været i ti måneder. Hun er desværre ikke så heldig, som de tal Erik Simonsen kan henvise til. Hendes sag er ved at bliver behandlet til en førtidspension.
Jeg betragter kontanthjælpssystemet som en syltekrukke, for folk får ikke den hjælp, de har brug for
Marianne Stein, privatpraktiserende socialrådgiver
Det er vigtigt i denne sammenhæng at sige, at folk på kontanthjælp de facto ikke har råd til at hyre en privat socialrådgiver. Det er alene kun fordi, de enten har fået erstatning efter en ulykke, eller har familie og venner, der økonomisk går ind og hjælper dem, at det for nogen har været muligt at få ekstern hjælp.
Derudover kræver det et usigeligt stort overskud at skulle kæmpe mod systemet. Et overskud man sjældent har, når man er alvorlig syg og tilmed også presses økonomisk, som er et grundvilkår på kontanthjælp.
MIN PRAKSISERFARING SIGER, at antallet af jobparate skal tages med et gran salt. For der kan desværre være flere syge gemt i den pulje – i langt højere grad end ”pessimist-vurderede” aktivitetsparate, der efter DA’s mening burde være jobparate.
Min bekymring går på de mange mennesker, der er på kontanthjælp og ikke har råd til ekstern hjælp. De er prisgivet og fanget i et system, der ofte presser dem helt ekstremt.
Jeg betragter kontanthjælpssystemet som en syltekrukke, for folk får ikke den hjælp, de har brug for. Tonen er hård, ligegyldigheden over for kontanthjælpsmodtagere er markant og hensynet til skånebehov og helbred er stort set ikkeeksisterende.
At hver sjette aktivitetsparate kommer i job efter kun seks måneder, kan i min optik kun skyldes to ting.
LÆS OGSÅ: IT-problemer og fejludbetalinger har præget opstarten for svensk jobmodel, der får stor bevågenhed fra dansk ekspertgruppe
Enten har indsatsen virket, de har fået den nødvendig behandling til at blive rask, hvilke er positivt.
Eller de er blevet presset så hårdt af systemet, at de har valgt at trodse deres helbredproblemer, stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet – for at kunne optjene retten til sygedagpenge igen.
Jeg vil vove den påstand, at sidstnævnte gruppe er størst, og det er dem, jeg møder – og det har ikke været uden at betale en høj pris; markant forværring af helbred.
Derfor bliver jeg også bekymret for Erik Simonsen konklusion.
Hvis man virkelig vil gøre en indsats, for at få de aktivitetsparate tættere på arbejdsmarkedet – og bevare mest muligt arbejdskraft, skal man først og fremmest vise respekt for deres problemer og helbred, samt sikre at arbejdet er 100 procent tilpasset deres skånehensyn.
Det burde være en selvfølgelighed, men det er det desværre ikke. Det har jeg efterhånden alt for mange eksempler på ved at tale med de mennesker, det handler om – og læse og høre deres historie – altså de mennesker, vicedirektøren fra DA kun omtaler som tal og kategorier.