Om det skal tilskrives manglende social intelligens, dårlig opdragelse eller en kombination, så har jeg altid været ufatteligt nysgerrig. Derfor var det heller ikke videre problematisk for mig bare at spørge mine kolleger, hvad de egentlig tjente i timen, da jeg for en måned siden blev udlært som elektriker og derfor skulle have min første lønforhandling som nyslået svend.
Om Mathias Vinholt
Mathias Vinholt er udlært elektriker og ungdomsformand og medlem af Hovedbestyrelsen i Dansk El-Forbund.
Det er nok ikke nogen videre nævneværdig historie, hvis ikke det var første gang i mine første 15 år på det danske arbejdsmarked, at jeg faktisk fik et ærligt svar! Min nysgerrighed er dog kun blevet forstærket. For bare det at få et svar har kastet et nyt lys på alle de andre gange, hvor jeg ikke har fået et, og derfor er jeg nu nødt til at spørge: Hvorfor er vi så dårlige til at snakke om løn i det her land?
LÆS OGSÅ: Løn er et større tabu end sex, og arbejdsgiverne tjener penge på det
Jeg har haft en længere tur gennem det danske uddannelsessystem, hvilket også har resulteret i en pærevælling af forskellige stillinger som ungarbejder, studentermedhjælper, sommerafløser, fuldtidsjobs, 0-timers kontrakter og alt der imellem.
I forlængelse af det må jeg bare sige: på de arbejdspladser, der har spændt fra dagblade til a-kasser, ja selv en fagforening(!), der faldt snakken i kantinen lettere på, om du og kæresten foretrak kondomer eller p-piller som prævention, end hvad der tikkede ind på kontoen i slutningen af måneden.
I det tankeeksperiment, hvor du og dine kolleger næste mandag morgen vågner op til en mail, med en vedhæftet oversigt ned på sidste femøre over, hvad du og de andre tjener, hvad tror du så der sker?
Mathias Vinholt, elektriker
Og sidder du og tænker “Hvad rager det overhovedet mine kolleger, hvad jeg tjener?”, så forstår jeg det sagtens.
En undersøgelse lavet i 2008 af Capacent Epinion for HK og en nyere fra 2017 foretaget af Institut for Menneskerettigheder viste, at der stadig var et flertal af danskerne, der aldrig diskuterede løn med deres kolleger. Det på trods af, at det blev ulovligt for virksomheder at have et forbud mod at diskutere løn i 2001.
Men at den obligatoriske mundkurv er blevet skiftet ud med en frivillig, kommer stadig kun de samme til gavn i dag, som for 20 år siden, og det er i sidste ende din arbejdsgiver.
LÆS OGSÅ: Akademikerformand vil have lovgivning om åbenhed om løn
For i det tankeeksperiment, hvor du og dine kolleger næste mandag morgen vågner op til en mail med en vedhæftet oversigt ned på sidste femøre over, hvad du og de andre tjener, hvad tror du så der sker?
Måske er der i første omgang lidt mere gang i sladderen ved kaffemaskinen, men hvad så, når den første røg af overraskelse eller forargelse har lagt sig? Måske opdager du, at da din chef til sidste lønforhandling sagde, at du lønmæssigt lå lidt under, men ellers “på linje”, med resten af afdelingen, så hørte du det som et par hundrede kroner, men han mente egentlig et par tusinde.
Det kan også være, du og dine kolleger opdager, at belønningen for at påtage sig ekstra arbejdsopgaver eller ansvarsområder, gøres op i et lidt mere velskænket glas gløgg til juleafslutningen end i kroner og øre. Vigtigst af alt opdager I måske, at jeres løn ikke altid er et udtryk for den reelle værdi af jeres arbejde, men det som jeres chef har kunnet få jer til at acceptere.
LÆS OGSÅ: Guide: Sådan forhandler du dig til bedre løn, tillæg og andre goder
Blækket på mit svendebrev er dårligt nok tørt, så jeg vil ikke bare skråsikkert påstå, at en mere åbenmundet lønkultur er noget almentgældende for håndværkere, eller om jeg bare er så heldig at have stået i lære og blevet ansat et sted, hvor vi i hvert fald ikke er bange for at snakke om det.
Jeg vil dog sige, at en af de sætninger, jeg har overhørt flest gange mellem håndværkere inden for samme fag er: “hvad tjener i egentlig ovre hos jer?”.
Som sagt, så gav det mig en tryghed, da det var mig, der skulle til at forhandle med min chef. For jeg kunne sætte mig ved bordet, velvidende, at det beløb jeg havde i tankerne, ikke var fundet i kaffegrums eller gætterier, men blandt kolleger og fagfæller. Den tryghed håber jeg, at flere kan få lov til at opleve.
Det kræver dog, at vi endegyldigt får pillet mundkurven af, men ligesom med iltmaskerne på flyet, så er man nødt til at starte med sig selv. Derfor spørger jeg nysgerrigt: Har du husket at fortælle din kollega, hvad du tjener?
