A4 Job

Køen af ledige er skrumpet med 6000 personer i starten af april

13. april 2021 kl. 11.54
PLUS Sparerunde på jobcentre skal betale pensionKøen af ledige er blevet mindre de seneste par måneder, men antallet af ledige er fortsat 25.543 højere end inden coronakrisen. (Arkivfoto) | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ledighedskøen er blevet større det seneste år, men det står bedre til end i begyndelsen af coronaudbruddet.

Køen af ledige er skrumpet i starten af april, og dermed fortsætter tendensen fra de seneste måneder.

Mandag var der 157.235 ledige i Danmark. Det er knap 6000 færre end ved udgangen af marts. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) hæfter sig ved, at køen er ledige er blevet mindre, siden at dele af samfundet blev genåbnet 6. april - herunder frisører og massører.

- Det er godt for vores samfund, at vi kan genåbne mere - ikke mindst for arbejdsmarkedet.

- Alene den seneste uge siden frisører og andre liberale erhverv igen kunne slå dørene op, er antallet af arbejdsløse faldet med over 4000.

- Vi kan også se, at antallet af jobopslag i marts er rekordhøj, så efter en svær tid er det ved at lysne, siger han i en kommentar.

At antallet af ledige er faldet, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle, der har afmeldt sig som ledige, har fået et job.

Det kan også være, at man er startet på en uddannelse, er gået på pension eller barsel eller er sygemeldt.

Selv om køen af ledige er blevet mindre de seneste par måneder, er antallet af ledige fortsat 25.543 højere end inden coronakrisen.

Det står dog langt bedre til end i starten af udbruddet. Da ledigheden var på sit højeste, var ledigheden steget med over 50.000.

Ud af de 157.235, der er registreret som ledige i øjeblikket, er 6767 omfattet arbejdsfordeling.

Det er en ordning, der er etableret under coronakrisen, så virksomheder kan fordele arbejdet blandt de ansatte, hvis der ikke er nok arbejde til at dække alle de timer, man egentlig er ansat til.

De ansatte får så en forhøjet dagpengesats i de timer, hvor de ikke er på arbejde i virksomheden og undgår til gengæld en fyreseddel.

/ritzau/

GDPR