Har du en stærk juridisk ledelsesprofil? Motiveres du af at være leder i et stærkt fagligt miljø? Og vil du være med til at sikre, at Juridisk Kompetencecenter er DSR’s juridiske anker? Så er du måske den, vi leder efter som chef for vores Juridiske Kompetencecenter.
Du træder ind som chef for Juridisk Kompetencecenter, hvor vi har samlet 3 søjler: Juridiske Videnscenter med fokus på arbejds- og ansættelsesret, vores arbejdsskadeteam og vores patientklageteam. Du bliver personaleleder for ca. 15 erfarne og fagligt ambitiøse medarbejdere.
Vores faglige miljø er stærkt. Rådgivningen af medlemmerne står i centrum for vores arbejde, og vi sætter en ære i høj kvalitet og god medlemsservice. Rådgivning af DSR’s lokale kredse, Lederforening og politiske ledelse er en central opgave. Du får også en vigtig rolle som brobygger mellem jura og politik, som skaber sammenhæng bredt i organisationen.
Du får ansvar for sparring, videndeling og godt samspil både i og imellem de 3 faglige søjler. Vi er godt i gang med at digitalisere og automatisere sagsgange, og her kommer du også til at spille en nøglerolle.
Vi søger derfor en chef, der er en dygtig og erfaren leder, der har et stærkt strategisk og udviklingsorienteret fokus, og som naturligt arbejder tværgående og helhedsorienteret.
Juridisk Kompetencecenter er en del af Forhandlingsafdelingen, og du vil blive en del af afdelingens lederteam der består af fire personer. Som lederteam arbejder vi tæt sammen om at skabe helhedsorienterede løsninger med fokus på tværgående samarbejde. I lederteamet vægter vi sparring og ledertrivsel højt.
Du får i hverdagen desuden et tæt samarbejde med Dansk Sygeplejeråds politiske ledelse og direktion, vores kredse og de øvrige afdelinger i det centrale sekretariat i Kvæsthuset.
Dine ledelsesopgaver
- Lede, kvalitetssikre og udvikle den juridiske og specialiserede medlemssagsbehandling
- Udvikle og drive den interne advokatfunktion, som pt består af en advokat og en advokatfuldmægtig
- Rådgive politisk ledelse og direktion i juridiske spørgsmål
- Udvikling og drift af juridisk service, undervisning og rådgivning af DSRs kredse og lederforening
- Sikre understøttelse af forhandlingsområdet med juridisk rådgivning og sparring, herunder i forbindelse med overenskomstforhandlingerne
Dine faglige og ledelsesmæssige kompetencer
- Du er en fagligt stærk jurist med ledelsesmæssig erfaring
- Du har erfaring indenfor det ansættelsesretlige område
- Du har et stærkt blik for driften og har erfaringer med at sikre høj kvalitet i og udvikle sagsbehandlingen, herunder digitalisere og automatisere arbejdsgange
- Du er tydelig, engagerende og involverende i dit samspil med medarbejdere og ledelse samt en udpræget holdspiller
- Du trives godt med en bred og forskelligartet opgaveportefølje
- Det er en fordel, men ikke et krav, at du har advokatbaggrund
Vi tilbyder
Et spændende job i en indflydelsesrig organisation, hvor du får mulighed for at gøre en forskel og selv præge udviklingen af dit arbejdsfelt.
Vi kan love dig udfordrende og varierende opgaver, der også vil bidrage til din egen faglige og personlige udvikling.
Du bliver en del af et stærkt fællesskab, der arbejder tæt sammen om at løfte Dansk Sygeplejeråds dagsordener.
Dansk Sygeplejeråd har til huse i Kvæsthuset midt i København. Vi arbejder i storrumskontorer, og vi er en attraktiv arbejdsplads med gode muligheder for fleksibilitet. Du bliver indplaceret som teamchef på individuel kontrakt med reference til forhandlingschefen.
Ansøgningsfrist
Synes du stillingen lyder spændende, så send din ansøgning samt CV senest den 11. januar 2026 via linket forneden. Første samtalerunde afholdes mandag den 19. januar 2026 og 2. samtalerunde afholdes fredag den 23. januar 2026.
Kontakt
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til forhandlingschef og afdelingschef Anders Thrane Niebuhr på telefon 21 19 28 25. Der indgår et testforløb i ansættelsesprocessen via et eksternt rekrutteringsfirma.
Dansk Sygeplejeråd
Dansk Sygeplejeråd er en partipolitisk uafhængig organisation, der varetager godt 73.000 sygeplejerskers interesser. Vores vision er ”Sygeplejerske – for livet.” Vi arbejder for at sygeplejersker aflønnes i forhold til professionens høje værdi for samfundet, for en professionel sygepleje af faglig høj kvalitet og deltager aktivt i den sundhedspolitiske debat. Læs mere om Dansk Sygeplejeråd på www.dsr.dk.











