Er du optaget af det gode samarbejde på statens arbejdspladser, og vil du være med til at skabe gode rammer for det værdifulde arbejde i statens samarbejdsudvalg? Så har vi stillingen til dig.
Stillingen er blevet ledig, fordi vores mangeårige chefkonsulent på samarbejdsområdet har fået en chefstilling i staten.
Om os
Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) arbejder for at sikre rammer og vilkår for attraktive offentlige arbejdspladser med særlig fokus på løn- og ansættelsesvilkår og et godt lokalt samarbejde i samarbejdsudvalgene. Vi har fokus på at sikre et offentligt arbejdsmarked, der kan fastholde og rekruttere kvalificerede medarbejdere.
OAO er en central part i de offentlige overenskomstforhandlinger, og medvirker bl.a. i en række fælles projekter og samarbejder med arbejdsgiversiden i overenskomstperioderne. Vi er en lille arbejdsplads med fleksibilitet, spændende opgaver og gode vilkår. Vi er beliggende på Islands Brygge i hus med Fagbevægelsens Hovedorganisation. Vi lægger stor vægt på at alle trives, og at der er plads til udvikling, sparring og vidensdeling. Arbejdsglæde med plads til grin er højt prioriteret hos os.
Om stillingen
Til at understøtte samarbejdsudvalgene i staten har parterne for en del år siden etableret Samarbejdssekretariatet, som er et partsfælles rådgivningsorgan for de statslige samarbejdsudvalg.
Du vil sammen med en samarbejdskonsulent i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen få ansvaret for bl.a. Samarbejdssekretariatets drift og udvikling af over 100 kurser om året, koordinering og udvikling af underviserkorpset, undervisning på kurser, seminarer, materialer mv., rådgivning og konfliktmægling der, hvor der er brug for det, samt ledelse af projekter.
Du vil udover at være vores faglige fyrtårn på samarbejdsaftalen og forhandlingerne heraf, bl.a. også få opgaver på arbejdsmiljøområdet – fx. i forhold til nye initiativer aftalt ved overenskomstfornyelsen 2026.
Jobbet rummer en høj grad af selvledelse og fleksibilitet, herunder også nogen rejseaktivitet i hele landet.
Om dig
Du motiveres både af at arbejde strategisk med udvikling og af konkrete problemstillinger, der skal løses her og nu. Vi forventer derfor, at du:
• Er god til at samarbejde, skabe netværk og til at drive projekter og processer fremad og i mål.
• Har erfaringer med partssamarbejde.
• Har forståelse for organisationsrollen og anerkender vigtigheden af samarbejdet mel lem arbejdsmarkedets parter.
• Er struktureret og en god kommunikator – både mundtligt og skriftligt. • Mestrer jura, undervisning, udarbejdelse af undervisningsmaterialer, vejledninger og rådgivning på samme tid.
• Har politisk tæft og god fornemmelse af udviklingsbehov på de statslige arbejdspladser.
• Har erfaringer med forhandlinger.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Vi kan tilbyde dig attraktive løn- og ansættelsesvilkår i henhold til intern overenskomst. Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte forhandlingschef på det statslige område, Jan Erik Rasmussen på tlf.: 29129697 eller sekretariatschef Henrik Würtzenfeld på tlf.: 51376903.
Send din ansøgning til Diane Aurehøj dau@oao.dk senest den 31. marts 2026 kl. 12.00. Der forventes afholdt ansættelsessamtaler i uge 16.
OAO varetager interesse for 30 medlemsorganisationer med ca. 163.000 medlemmer ansat i stat, kommuner og regioner. OAO er et selvstændigt sekretariat med 12 ansatte.









