Vil du stå for udviklingen af fremtidens medlemsservice i Dansk Sygeplejeråd? Har du solid erfaring med projektledelse og trives i en rolle med stor selvstændighed, mange interessenter og politisk bevågenhed? Så er dette måske en stilling for dig.
Dansk Sygeplejeråd søger en projektleder til en nyoprettet, tidsbegrænset 2‑årig stilling, som skal drive et tværgående, strategisk vigtigt projekt, der styrker medlemsservicen i DSR.
Om stillingen
Som projektleder får du det overordnede organisatoriske ansvar for projektet om styrket medlemsservice. Du får en central rolle i at omsætte ambitioner til konkret handling og skabe tydelige, værdiskabende leverancer, der styrker medlemsoplevelsen og organisationens samlede service. Nøglen til at lykkes i rollen er, at du kan skabe overblik, fælles retning og tillid i samarbejdet mellem mange aktører.
Du bliver en del af et nyoprettet team i Dansk Sygeplejeråd, som bl.a. arbejder med governance, compliance og strategiske indsatser i organisationen. Stillingen er placeret i sekretariatet og du indgår i et team med en leder og medarbejdere med forskellige fagligheder, der tilsammen varetager en bred, tværgående funktion på tværs af teams, kredse og huset som helhed.
Du har det overordnede projektansvar med fokus på organisatorisk og koordinerende projektledelse. Projektledelsen af de digitale leverancer og produkter varetages i samarbejde med en kollega. Derfor kræver stillingen ikke særlige kompetencer inden for digital projektledelse.
Som projektleder får du et tydeligt mandat til at drive projektet fremad. Du har ansvar for den daglige fremdrift, planlægning og prioritering af projektets aktiviteter – og der er rig mulighed for at sætte dit eget præg på både proces og løsninger. Projektet er forankret i en styregruppe, som du understøtter, så de kan træffe de rette strategiske beslutninger på det rette tidspunkt. Udvalgte leverancer gennemføres i samarbejde med et eksternt konsulentfirma, mens du i hverdagen driver projektet og trækker på relevante faglige ressourcer rundt i organisationen. Du leder projektet – ikke medarbejdere – og samarbejder derfor gennem faglige relationer og et stærkt tværgående samarbejde frem for personaleansvar.
Dine primære opgaver
- Drive projektet om styrket medlemsservice i DSR.
- Udarbejde projektgrundlag, mål, tidsplaner og leverancer – og sikre opfølgning på fremdrift på tværs af organisationen
- Samarbejde tæt med kredse, interne og eksterne samarbejdspartnere
- Opbygge og vedligeholde relationer til centrale interessenter og sikre forventningsafstemning og opbakning på tværs
- Planlægge og facilitere møder samt sikre tydelige dagsordener og opfølgning
- Navigere i et politisk styret miljø og understøtte beslutningsprocesser og sikre overblik over status, resultater og efffekt
- Rapportere til politisk ledelse og relevante interessenter.
Du får stor frihed til selv at tilrettelægge din opgavevaretagelse – og vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt, tage ansvar og træffe beslutninger i hverdagen.
Din profil
Vi forestiller os, at du har:
- Evne til at skabe overblik, struktur, fremdrift og sammenhæng i komplekse, tværgående projekter
- Minimum 2 års erfaring med projektledelse, gerne fra en politisk styret organisation
- Stærke kommunikative kompetencer – både skriftligt og mundtligt
- Det er en fordel, hvis du har forståelse for politiske beslutningsprocesser og samarbejde med politisk ledelse
- Erfaring med service‑ eller borgerrettede indsatser.
Personlige kompetencer
- Høj grad af ansvarlighed og en selvstændig arbejdsform
- Struktureret, systematisk og god til at prioritere
- Stærke relationskompetencer og evne til at samarbejde med mange forskellige aktører – herunder tillidsvalgte (TR/FTR), kredse og politisk ledelse
- Trives i en rolle med mange snitflader og skiftende dagsordener.
Vi tilbyder:
- Mulighed for i høj grad selv at præge projektets indhold og retning
- En central rolle i at gentænke og styrke medlemsservice i Dansk Sygeplejeråd
- Et stort ansvar og en bred organisatorisk og relationel berøringsflade
- En arbejdsplads præget af høj faglighed og tværfagligt samarbejde
- Tæt samarbejde med politisk ledelse og kredspolitikere
- Vi arbejder i et åbent kontorlandskab på Sankt Annæ Plads i Kvæsthuset og er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi vægter samarbejde højt.
- Løn- og ansættelsesvilkår er fastsat i henhold til intern overenskomst i Dansk Sygeplejeråd.
Ansøgningsfrist:
Send din ansøgning og CV senest 26. maj 2026 kl. 12.00.
Tiltrædelse: 1. august 2026.
Kontakt:
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chef for teamet, Sanne Reinhold Pedersen, på tlf.nr. 3113 2390.
Dansk Sygeplejeråd
Dansk Sygeplejeråd er en partipolitisk uafhængig organisation, der varetager godt 73.000 sygeplejerskers interesser. Vores vision er ”Sygeplejerske – for livet.” Vi arbejder for at sygeplejersker aflønnes i forhold til professionens høje værdi for samfundet, for en professionel sygepleje af faglig høj kvalitet og deltager aktivt i den sundhedspolitiske debat. Læs mere om Dansk Sygeplejeråd på www.dsr.dk.












