Anders Friis-Hansen vender tilbage:
3F-formands politiske rådgiver retur fra barsel

Mens 3F de seneste par måneder har været dybt begravet i det politiske slag om store bededag, har forbundsformandens højre hånd været travlt optaget af bleskift og vuggeviser.
Men nu er Anders Friis-Hansen, politisk rådgiver for 3F-formand Henning Overgaard, tilbage i kontoret på Kampmannsgade,
Mandag vendte han tilbage efter 18 uger på barsel. Det skriver han på Linkedin.
LÆS OGSÅ: 3F-formands højre hånd er gået på barsel
Friis-Hansen startede i forbundet i 2020 som ledelseskonsulent for Henning Overgaard, der dengang var forbundssekretær.
Da Overgaard blev valgt som ny formand for hele 3F-butikken på en ekstraordinær kongres i april, rykkede rådgiveren med op i organisationsdiagrammet.
Anders Friis-Hansen har tidligere slået sine folder i 3F, hvor han ad flere omgange har arbejdet som kampagnekonsulent.
3F-formandens rådgiver har også arbejdet med organisationsudvikling i Cevea og i Socialdemokratiet, hvor han også lægger frivillige kræfter. Han har blandt andet været kampagnechef for nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) ved folketingsvalgene i 2011 og 2015, og var under folketingsvalget i 2022 kampagneaktiv for den socialdemokratiske integrations- og udlændingeordfører Kasper Sand Kjær.
Anders Friis-Hansen, der har en mastergrad i organisationspsykologi fra RUC, har også en fortid som formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH).