OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE PÅ DET OFFENTLIGE område begynder så småt at nærme sig. I efteråret skal medlemmerne i de enkelte fagforbund udtage krav, og til december sætter vi os ved forhandlingsbordet med arbejdsgiverne.
I 3F og FOA har vi sammen drøftet, hvad vi tror bliver vigtigt for medlemmerne.
Og når vi specifikt retter blikket mod de lavestlønnede faggrupper, så vil vi på forhånd pege på fire områder, hvor vi mener, at vi er nødt til at have fokus: Lønnen for de lavestlønnede, størrelsen på pensionsbidraget, mulighederne for uddannelse og hvordan vi får flere på fuldtid.
LÆS OGSÅ: Analyse: To rolige lærere skal undgå, at OK26 udvikler sig til et mexicansk standoff
3F og FOA repræsenterer mange af de faggrupper, der er afgørende for velfærden og sammenhængen i de offentlige opgaver. Samtidig repræsenterer vi også mange faggrupper, som ikke altid er i offentlighedens søgelys.
Det er for eksempel specialarbejderne, husassistenterne, portørerne, pædagogmedhjælperne, serviceassistenterne, rengøringsassistenterne og teknik- og servicemedarbejderne.
De er nogle af de lavestlønnede offentligt ansatte, men søgelyset går dem forbi – også når fremtidens fleksible og bæredygtige løndannelse diskuteres. Det vil vi gerne lave om på.
Der skal fokus på de lavestlønnede
I træskolængder følger den offentlige lønudvikling situationen på det private arbejdsmarked. På det private arbejdsmarked forhandler man lønstigninger, hvor man både regner i procenter af lønnen og i konkrete beløb – altså kroner og øre.
Men i det offentlige så bliver det altid oversat til procentstigninger – og kun procentstigninger. Det er et regnestykke, hvor facit altid kommer ud til ugunst for de lavestlønnede offentlige ansatte.
LÆS OGSÅ: Striden der truer fagbevægelsens sammenhold
Det er et helt konkret benspænd med den konsekvens, at de lavestlønnede offentligt ansatte sakker bagud.
De lavestlønnede faggrupper er også ramt på pensionsopsparingen. Mange af vores faggrupper får ikke en eneste krone ind på pensionsopsparingen de første tre måneder af deres ansættelse – og de løbende indbetalinger er for lave.
Og selvom 3F's og FOA's medlemmer helt ubestrideligt udfører vigtige opgaver for velfærden, så bliver de store muligheder, der ligger for at løfte både medlemmer og opgaver gennem uddannelse og efteruddannelse, overset. Også her kommer de på den ene eller den anden måde altid bagerst i køen.
På det offentlige arbejdsmarked er vi enige om – både fagbevægelse og arbejdsgivere – at flere på fuldtid vil være godt. Det er godt både for den enkelte, for arbejdspladserne og for samfundet.
Alligevel oplever vi, at arbejdet med at få flere op på fuldtid reelt ikke rækker ud til vores medlemsgrupper, der arbejder inden for rengørings- og køkkenområdet, men også de vinterhjemsendte specialarbejdere, der aldrig opnår en fuldtidsansættelse.
Vi tror på, at vi kan gøre en forskel sammen ved de kommende overenskomstforhandlinger. For de nærmer sig, og det hele starter med, at vi i fagbevægelsen står vagt om solidariteten ved OK26.
