
Det var en af de mest magtfulde poster i 3F, der blev besat, da kongressen i september valgte Lene Krabbe Dahl som forbundssekretær.
Nu har Lene Krabbe Dahl fundet personen, der skal være hendes højre hånd på den fagpolitiske toppost.
LÆS OGSÅ: 18 stemmer afgjorde gyservalg: Her er 3F's nye forbundssekretær
Morten Dam er forbundssekretærens nye ledelseskonsulent. Han rykker op på femte sal fra en stilling som politisk konsulent i 3F's offentlige gruppe. I sin tid i den offentlige gruppe har han repræsenteret 3F i forskellige udvalg i Forhandlingsfællesskabet og OAO, samt i arbejdet med Lønstrukturkomitéen.
"Jeg ser meget frem til at understøtte og rådgive Lene i den politiske og strategiske udvikling af 3F’s interessevaretagelse på de respektive områder. Jeg kommer med en bred erfaring inden for Lenes fagpolitiske ansvarsområder og en masse lærdom, samt et stort politisk netværk fra min tid i den offentlige gruppe," siger han til A4 Overenskomst.
Ligesom Lene Krabbe Dahl har 34-årige Morten Dam selv en fortid i det kommunale.
Efter at have færdiggjort sin kandidatgrad i Læring- og Forandringsprocesser med speciale i pædagogik og pædagogisk innovation fra Aalborg Universitet i 2014, har Morten Dam arbejdet med politisk betjening og projektledelse som konsulent i forskellige kommuner, senest i Frederiksberg Kommune som Ungekonsulent i 2016.
Her var han fra 2016 til 2020 - de fleste af årene som tillidsrepræsentant for Danmarks Lærerforenings medlemmer under Børne- og Ungeområdet på Frederiksberg Rådhus.