Analyse: Lønløftets sprængfare vokser dag for dag

20180420-120734-L-1920x1277we
Mange offentligt ansatte råbte i kor under OK18. Indtil de ikke gjorde længere. Ved OK24 kan de meget vel komme til at råbe ad hinanden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Landingsbanen for en trepartsaftale inden overenskomstforhandlingerne er allerede faretruende kort. Dag for dag øges risikoen for, at lønløftet får OK24 til at gå op i flammer.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge indtog talerstolen i K.B. Hallen, medbragte hun en appel til de delegerde på FH's ekstraordinære kongres: At regeringen og fagbevægelsen i fælleskab skal gøre det umulige og gennemføre et politisk lønløft i den offentlige sektor. 

Samme forsamling afsluttede fire måneders nødtilstand i fagbevægelsen ved at krone Morten Skov Christiansen som formand, og skinnerne var således lagt til de afgørende trepartsforhandlinger. 

Men invitationen er udeblevet. Og det skaber i disse dage koldsved og frustration hos faglige ledere, der har noget at vinde, men umådeligt meget mere at tabe. 

Der er forskellige bud på, hvornår statsministeren skyder ballet i gang. Et avisinterview om få dage. Fra talerstolen på Socialdemokratiets årsmøde 23. september. Når sygeplejerskerne har valgt ny formand ved udgangen af september. Eller ved Folketingets åbning første tirsdag i oktober.

Der er til gengæld enighed om, at ballet burde have været åbnet nu. Med forhandlerbriller er OK24 kun et øjeblik væk. 

Ventetiden forkorter hele tiden landingsbanen for de trepartsforhandlinger, der med en sværm af modsatrettede interesser på kryds og tværs i forvejen så, ja, umulige ud. 

Sygeplejersker er jokere

Netop sygeplejerskerne udgør en selvstændig hovedpine. Selvom de blot er én af mange faggrupper med aktier i spillet, er det svært at undervurdere deres symbolske, politiske og rent praktiske betydning for en fredelig udgang. 

Særligt da Robusthedskommissionen tidligere på ugen slog to streger under, at nok kan sygeplejerskerne være sikre på at få del i de politiske lønkroner, men det bliver også dem, der står til at betale den højeste pris. Deres aftaler er i sigtekornet, når regering og arbejdsgivere vil have mere fleksibilitet. Vil man vide, hvordan sygeplejerskerne vil reagere på "tvungen" deltagelse i vagtarbejdet, kan man forhøre sig hos Region Hovedstadens politikere, der er i stormvejr efter lokale forsøg. 

LÆS OGSÅ: Tvungne vagter skal skabe et bedre arbejdsmiljø i Region Hovedstaden

Også ambitionen om nedbrudte faggrænser og opgaveglidning til blandt andet SOSU-personalet - som i sygeplejerskekredse tidligere er blevet sammenlignet med at lade stewardessen overtage roret på et fly -  kan skabe kontroverser. 

Men Dansk Sygeplejeråd står reelt set uden politisk ledelse, der kan forpligte sig ved et forhandlingsbord. Det bliver ikke Grete Christensen, der skal stå til ansvar for medlemmerne.

Regeringen kan ikke realitetsforhandle med en formand, hvis mandat udløber om 14 dage, og Forhandlingsfællesskabet kan ikke befæste en fælles plan, så længe der er uvished om strategien og linjen hos et af de største offentlige forbund.

2. næstforkvinde Dorthe Boe Danbjørg er den sandsynlige vinder af det femdobbelte kampvalg, men sygeplejerskerne har det med at overraske. Uanset hvad får den nye formand en ilddåb, når han eller hun skal sælge et resultat på langt under de famøse 5.000 kroner om måneden, der måske viser sig at blive overordentligt dyrt købt.

Ikke længere kuglefang

De volatile sygeplejersker gør vinduet kortere fra den ene side, mens OK24 rykker faretruende tæt. Det tager tid at forhandle en trepartsaftale med tænketid, beregninger og sonderinger i baglandet. Lønløftet er en hidtil uset manøvre på det danske arbejdsmarked, som det kan vise sig, parterne kun har få uger til. 

Sandsynligheden stiger derfor i øjeblikket for, at trepartsforhandlingerne bliver mere overfladiske og principielle i natur, og de afgørende knaster og sværdslag i højere grad bliver skudt over i overenskomstforhandlingerne. Det kan få betydning for, hvor meget af lønløftes pris og fordeling, der er lagt fast, og hvor meget, der stadig er til forhandling.

Det vil også medføre et skifte i forhandlingsdynamikkerne. 

Ved trepartsbordet forventes FOA-formand Mona Striib, HK/Stat- og CFU-formand Rita Bundgaard, DSR's nye formand, AC-formand Lisbeth Lintz og FH-formand Morten Skov Christiansen at tage sæde. Her sidder de fire ud af fem på et FH-mandat med det store, forkromede kompromis for øje. 

Når de til gengæld bevæger sig ind i OK24, vil de faglige ledere i langt højere grad have deres egen faggruppe for øje. Det er trods alt dem, de repræsenterer og forhandler på vegne af.

Der er også stor forskel på, om man forhandler bag lukkede døre og løbende afstemmer mandat i FH's centrale forhandlingsudvalg eller forhandler et resultat under stor mediebevågenhed - tænk blot på OK18 -  der skal møde medlemmernes dom ved stemmeurnerne. 

LÆS OGSÅ: OK21 gav FH en stærk rolle som styrende i offentlige forhandlinger

Læg dertil, at FH-formand Morten Skov Christiansen efter treparten ikke længere kan være kuglefang for skuffelsen, når drømme aflives i Forligsinstitutionen. 

Hvad skal prisen være?

Det nemmeste for regeringen vil være at aflevere en milliardcheck og lade parterne klare det selv. Det ville få offentlige arbejdsgivere og en del offentlige forbund til at juble. 

LÆS OGSÅ: Regneregel fordobler lønløft: Regeringen kan uddele 6,5 milliarder lønkroner til offentligt ansatte

Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Regeringen vil ikke slippe kontrollen med fordelingen, for investeringen skal udover at løse rekrutteringsudfordringer også udløse politisk afkast. I forbundshusene ved man godt, at det skal være Mette Frederiksen - og ikke KL-forhandler Michael Ziegler - der på fotoet trykker den storsmilende SOSU-assistent i hånden. 

Men i fagbevægelsen ved man også, at regeringen samtidig er stærkt afhængige af, at den umulige øvelse bliver en succes og ikke ender som trepartsforliset i 2012. 

Derfor må overvejelsen gå på, hvor vidtgående og fastlåste krav om modydelser, man skal stille fra politisk side. En drøftelse, der efter sigende stadig mangler at blive klappet endeligt af i regeringens koordinationsudvalg. 

LÆS OGSÅ: Regeringen kræver indrømmelser fra fagbevægelsen som betaling for lønløft af offentligt ansatte

Hvad skal prisen for lønløftet være? Hvem skal betale den? Hvor meget vil regeringen selv bestemme? Det er de afgørende spørgsmål, der i øjeblikket hjemsøger forhandlerne.

Et djævelsk dilemma for regeringen: For høj en pris kan spænde trepartsbuen for hårdt, øge konfliktrisikoen ved OK24 og true det socialdemokratiske prestigeprojekt.

Omvendt må lønløftet ikke blive en billig omgang, for så vil Christiansborg de næste mange overenskomstrunder være belejret af offentligt ansatte, der vil kopiere sygeplejerskernes strategi om at strejke sig til politisk indblanding. 

Øget sprængfare 

Spørgsmålet er, om det allerede er for sent med vandtætte skotter mellem trepartsforhandlingerne og OK24.

Al energien - skuffelsen, glæden, raseriet og fagkrigene - kan let skvulpe over i overenskomstforhandlingerne, der officielt burde starte med kravsudveksling i starten af december. 

Jo større sammenblanding, jo større politisering af OK24. Risikoen stiger for et overenskomstforløb, hvor politikerne godt nok officielt har forladt bordet, men stadig sidder med som blind makker, hvilket kan få flere faggrupper til at vende kampagnekanonerne mod Christiansborg. 

Pagten om ikke at kommentere på andre faggrupper, som offentlige forbund indgik i Lønstrukturkomitéen, kan hurtigt forfalde. Flere mener, Grete Christensen allerede har brudt den ved at erklære i Altinget, at sygeplejerskerne jo har kæmpet i længere tid end pædagogerne. 

Revner den civiliserede koordination og blotlægger den underliggende tilstand af alle-mod-alle, vil det være endnu en ingrediens i en allerede sprængfarlig cocktail. 

For hver dag, der går, stiger risikoen for, at regeringens forsøg på at gøre det umulige ender i kaos og konflikt ved OK24.

GDPR