Industriens fastelavnsforlig sænker konfliktbarometret, men sætter sin lid til store ubekendte

20230219-154430-L-1920x1280we
Adm. direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen (tv.) og CO-industris formand Claus Jensen havde ikke fået meget søvn, da de præsenterede en aftale for 230.000 industriarbejdere. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
ANALYSE: Topforhandlerne har smedet et begavet gennembrudsforlig med et usædvanligt niveau af central løndannelse. Men det er lokalt, at Metal-formandens lønmål skal indfries, og her truer en stor ubekendt, skriver A4 Overenskomsts redaktør.

Vi skulle helt hen til fastelavn, før der steg hvid røg op fra forhandlingslokalet og industriens gennembrudsforlig kunne præsenteres søndag eftermiddag.

Ingen kan være i tvivl om, hvor højspændte forhandlingerne har været i ly af den perfekte storm: inflationens mavespark til reallønnen, gigantisk usikkerhed - og uenighed - om økonomien og ikke mindst store bededags-håndgranaten, som SVM-regeringen kastede ind på bordet. 

At det overhovedet er lykkedes topforhandlerne at smede et industriforlig sammen under de vilkår er i sig selv en bedrift, der skruer ned for konfliktbarometret. 

Konfliktbarometret skal også skrues nedad, når man kigger nærmere på de resultater, der faldt ud, da det endelig - efter 26 timers uafbrudte forhandlinger - lykkedes topforhandlerne at slå hul på fastelavnstønden. 

Men det betyder langt fra, at kursen er sat mod et stabilt overenskomstforløb, der ender med et fredeligt forår. I søndagens industriforlig venter særligt to store ubekendte på ruten, der medfører risiko for skibbrud.

Samfundsarkitekter på mange tangenter

"Historisk dyrt," lød den noget usædvanlige præsentation fra arbejdsgiversidens topforhandler Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri. 

Og forliget indeholder da også et helt usædvanligt niveau af central løndannelse, som ikke er set i nyere tid. Eller "cool cash" direkte ud i hånden på lønmodtagerne, som Metal-formand Claus Jensen formulerede det. 

Ved at hæve arbejdsgivers pensionsindbetaling fra otte til ti procent allerede fra i år, skaffer man to procent på lønsedlen. Og med næste års forøgelse af fritvalgskontoen fra syv til ni procent får man lagt en solid bund på fire procent over to år. Derudover er der en stigning på mindstelønnen på ni kroner i timen over to år.

På pressemødet kunne Claus Jensen ikke udråbe en fuldstændig skråsikker sejr i forhold til det succeskriterie, han selv har stillet op: at indhente reallønnen inden for to eller tre år. Men det var der rigtig gode chancer for, lød det. Ikke mindst på grund af udvidede rettigheder til tillidsrepræsentanterne. Det vender vi tilbage til. 

Med industriforligets brede vifte af resultater satser man på, at der nok skal være noget i fastelavnstønden til en hver smag. 

Pensionsændring og fritvalgskonto giver kolde kontanter til pressede privatøkonomier, og det geniale fritvalgsværktøj kan nu i endnu højere grad veksles til seniorfridage eller omsorgsdage, hvis det trækker mere. 

LÆS OGSÅ: Få det fulde overblik over 50 års OK-afstemninger på det private område

Voksne ufaglærte, der higer efter et svendebrev - måske på grund af udsigten til den grønne omstilling - eller anden selvvagt uddannelse, får nu fuld løn fremfor de tidligere 85 procent. 

Lærlinge og elever får en lønstigning på i alt otte procent over to år, langt mere end ved OK20, da unge fagligt aktive bar bannere påskrevet "1,7 procent er peanuts!".

Man har opfundet en tredje tilføjelse til familien af tillidsfolk - nemlig en uddannelsesrepræsentant, der skal sørge for, at den overenskomstsikrede uddannelse bliver brugt. 

Med kun fem medarbejdere som ny grænse for, hvornår man kan vælge tillidsrepræsentant og færre hindringer for TR-arbejdet, styrker man den danske model lokalt.

Og så understreger fire ugers ekstra løn under barsel - to til far/medmor og to til fri fordeling - endnu engang, at industriens parter ikke blot slås om løn, men også er samfundsarkitekter. Udvidelsen er et vigtigt skridt i at gøre sidste års politiske aftale om ligestillet barsel til virkelighed. 

Kort sagt: Forliget spiller klogt på så mange tangenter, at mere eller mindre hver eneste af de godt 230.000 industriarbejdere vil kunne få øje på en skræddersyet gevinst. 

Kamptræning til lokale lønslagsmål

Men der kan gemme sig en mislyd i udfaldet af et af de helt centrale spørgsmål ved forhandlingsbordet. Det ifølge fagbevægelsen nødlidende minimallønssystem skulle genoprettes ved at udstyre tillidsrepræsentanterne med solide våben til det lokale lønslagsmål. 

Der er stadig uvished om, hvad den "massive styrkelse" af tillidsrepræsenterne går ud på. Indtil videre tyder det på, at fagforeningerne blandt andet får større adgang til virksomhedernes nøgletal, når tillidsrepræsentanterne skal kamptrænes til den lokale forhandling. Men forhandlingerne kan fortsat strande, hvis virksomheden insisterer på at smække døren. 

LÆS OGSÅ: DI melder sig klar til eftersyn af lokale forhandlinger, mens Metal-formand harcelerer over "diktatormøder"

Hele præmissen for, at reallønstabet kan indhentes, ligger heri. På minimallønsområdet er det trods alt broderparten af lønstigningerne, der hentes på den enkelte virksomhed. 

Mere central løndannelse - nu på fire procent over to år - har også den indbyggede risiko, at det tager pusten ud af den decentrale. Den risiko anerkender man også i toppen af CO-industri. 

Vil medlemmerne tro på, at de nye redskaber reelt set vil vende udviklingen med de magre lokale resultater? Det kan blive afgørende for, om forliget får medvind.

Det fulde billede vil først åbenbare sig, når protokollaterne er renskrevet og offentliggjort - og det bliver de protokollater, som tillidsfolk og afdelingsformænd i industriens forbund vil nærlæse som det første. 

Ingen erstatning for bededagens bortgang 

Den anden indbyggede risiko i søndagens aftale er strategien om ikke at røre store bededag med en ildtang, som topforhandlerne fulgte helt til dørs. 

Forliget indeholder ingen kompensation for store bededag i form af ekstra fridage eller kontant erstatning. Og det er ikke arbejdsgiverne, der skal klandres, sagde Claus Jensen. 

"Den vrede, der opstår her, skal rettes mod politikerne. Og så må vi tage den, når vi når frem til valgurnerne," lød det.

Rationalet er, at man kan have lavet nok så brilliant en overenskomst - den bliver ikke stemt hjem, hvis medlemmerne får opfattelsen af, at man stemmer om store bededag. Og det ville mange gøre, hvis forhandlerne accepterede, at store bededag var til forhandling. Den katastrofe vil Claus Jensen og Mads Andersen ikke have deres fingeraftryk på. 

Ved at afsværge sig enhver indflydelse på bededagens bortgang håber man på at undgå kuglerne fra den nej-kampagne, der angiveligt allerede har trykt flyers og malet bannere om det grusomme helligdsagstyveri.

LÆS OGSÅ: Topfolk i fagbevægelsen: Ny fridag er på bordet til OK23 som erstatning for store bededag

Topforhandlerne sætter stor lid til, at medlemmerne vil og kan skelne. Det er slet ikke en ufarlig strategi, når fagbevægelsen har brugt to måneder på at fortælle lønmodtagerne, at de skal være rasende.

Det kan meget vel blive udgangspunktet for den store kamp om budskaber, der forventeligt de kommende måneder vil rasere internettet og sætte fagbevægelsens sammenhold under pres. 

I første omgang rettes alles øjne nu mod transportområdets forhandlinger, der har travlt med at præsentere et gennembrudsforlig på normallønsområdet.

3F's transportformand og topforhandler Jan Villadsen var en mand af få ord, der lige skulle hjem og nærlæse aftalerne, før han ville udtale sig om, hvor stærkt et afsæt han netop har fået. 

Men han lignede dog en ganske tilfreds mand, da han forlod Industriens Hus. 

GDPR