★★★★★☆: 'De røde, de gule og de unge - Kampen om den danske model', Niels Jespersen, Gads Forlag, 251 sider
Niels Jespersen har begået en yderst velskrevet og læseværdig bog, der med stor indsigt og engagement griber fat i en af de mest presserende udfordringer for den danske arbejdsmarkedsmodel: den dramatiske tilbagegang i medlemskab af de traditionelle, overenskomstbærende røde fagforeninger.
Selvom bogens titel, ‘De røde, de gule og de unge - kampen om den danske model’, måske kunne give indtryk af endnu en historisk gennemgang af den danske models storhed og få mange til at tænke "den har vi læst", så tager de fejl.
Bogen indeholder ganske vist også en nødvendig introduktion til modellens ophav og en hyldest til den "røde" fagbevægelses historie og det skelsættende septemberforlig i 1899. Men ærindet for Niels Jespersen, der til dagligt er chefredaktør for den uafhængige socialdemokratiske netavis Pio, er først og fremmest at diskutere betingelserne for, at de ’røde’ overenskomstbærende fagforeninger kan fastholde og udbygge en stærkt decimeret medlemsbase, som i arbejdsgivernes øjne er forudsætning for, at de røde fagforeninger kan vedblive med at være en legitim og forhandlingsduelig modpart.
Bogens hovedbudskab er klart: Den største trussel mod fagbevægelsens styrke kommer ikke kun fra borgerlige partier, et opsplittet arbejdsmarked eller de såkaldt gule fagforeninger. Den kommer i høj grad også fra fagforeningernes egne medlemmer og deres fravalg.
Jespersen argumenterer overbevisende for, at pris, service og oplevet politisk neutralitet spiller en afgørende rolle for de mange lønmodtagere, som i dag vælger billigere alternativer som Det Faglige Hus og Krifa.
Bogens analyse af de gule fagforeninger er grundig og velfunderet. Navnet ’gule’ er hentet fra den franske historie om strejkebrydere, der under strejker fik smadret deres vinduer, og som erstatning satte gult papir op i vinduerne.
Det Faglige Hus, som i dag er Danmarks største "fagforening" målt på medlemmer, beskrives som en markedsdrevet organisation, der konkurrerer på pris og effektiv markedsføring, men med meget begrænset overenskomstdækning. Jespersen dokumenterer tillige, hvordan ledelsen har været involveret i økonomisk uregelmæssig adfærd, uden at dette tilsyneladende har skræmt medlemmer væk.
Krifa får også en kritisk behandling med fokus på organisationens historiske og ideologiske rødder i Indre Mission og dens politiske ambition om at ændre fundamentale elementer i den danske model. Bogens beskrivelse af Krifas historie viser, at foreningen fra sin start i 1899 blev organiseret omkring en kamp mod konfliktretten i den danske model.
Man fornægter modsætningen mellem lønmodtagerne og kapitalejerne, vi befinder os i en slags ’hyggekapitalisme’, hvor man altid kan snakke sig til enighed, når den fælles værdiskabelse skal fordeles mellem løn og profit. Hvor Det Faglige Hus driver forretning, repræsenterer Krifa både et ideologisk og religiøst alternativ, der bevidst arbejder på at svække den kollektive aftalemodel, skriver Jespersen.
Hvorfor vandrer i tusindvis af lønmodtager, der normalt hylder den danske arbejdsmarkedsmodel, fra en rød fagforening til en gul forening? Bogen refererer til en stor survey, som jeg lavede sammen med mine forskerkolleger Laust Høgedahl og Steen Scheuer i 2014. Den viste, at hovedårsagen til vandringen fra gul til
rød stue var prisen, efterfulgt af modstand mod penge til politiske partier og ’for lidt service til mig selv’.
Mens A-kassebidraget stort set er det samme, kan forskellen på fagforeningsbidraget til røde og gule organisationer være op til 400 kroner om måneden. Det simple regnestykke, at man kan spare 4.000 kroner om året på at skifte fra en rød fagforening til de gule, men nyde de samme overenskomstgoder, viser i al sin grusomhed, hvor enkelt og effektivt de gules rekrutteringsmaskine fungerer.
Næsten 500.000 lønmodtagere er nu medlem af en gul fagforening.
Det er tydeligt, at mange medlemmer tager goderne ved de kollektive overenskomster for givet. Goder, som de røde forhandler hjem, men som også medlemmer i gule fagforeninger nyder godt af på grund af systemet med områdeoverenskomster. Her har vi hovedårsagen til den enorme medlemstilbagegang hos de overenskomstbærende fagforeninger.
Bogen afsluttes med diskussion af mulige veje frem for de røde fagforeninger, og Jespersen peger både på politiske tiltag og interne reformer. Regeringens beskedne skattefradrag er nævnt, men endnu vigtigere er spørgsmålet om fagbevægelsens egen evne til at tilpasse sig et mere konkurrencepræget marked.
HK er de første og indtil videre eneste, som har ændret kontingentpolitikken. Forbundet har skabt en nyskabelse med en ensartet pris på 500 kroner per måned, men nedsat kontingentet til 300 kroner for medlemmer, der tjener under 28.300 kroner om måneden. Lønsikring følger med for 50 kroner per måned. HK har haft gode erfaringer med den nye strategi og her er det særligt spændende at følge udviklingen.
Niels Jespersen er ikke ukritisk over for fagbevægelsen selv. En væsentlig pointe, som dog burde være uddybet endnu mere i bogen, er behovet for selvkritik og reformvilje i de gamle LO-forbund. Medlemsvækst kræver mere end moralske appeller til solidaritet. Det kræver konkurrencedygtige ydelser, gennemsigtighed og moderne organisationsformer. Bogen handler desværre mindre om de unge, som dens titel ellers lover, end man kunne ønske sig.
Men alt i alt er Jespersens bog en væsentlig og skarp samtidsdiagnose, som alle med interesse for arbejdsmarkedet, fagbevægelsen og den danske models fremtid bør læse. Med sit klare sprog og stærke empiriske grundlag formår han at sætte en vigtig debat på dagsordenen: Kan den danske model overleve, hvis fagbevægelsen svækkes yderligere?
Som DI-direktør Lars Sandahl Sørensen sagde i 2024 i Martin Flinks portrætbog om Metal-formand Claus Jensen: "Vores model afhænger af, at der er en gensidig afhængighed, at hver part er stærkt repræsenteret… Hvis fagbevægelsen ikke er det, vil vores virksomheder se på, om deres medarbejderne er lige glade med fagbevægelsen. Og hvis de er det, hvorfor skal vi så forhandle med fagforeningerne’?
Jespersen giver med denne bog et vægtigt bud på, hvordan vi er havnet her, og hvad der skal til for at komme videre.
