Claus Jensens knyttede næve banker ned i bordet, da han udlægger, hvordan den lokale lønudvikling for industriens arbejdere er blevet svagere og svagere de seneste år.
“Det er jo fint, hvis en virksomhed kommer ud i noget snavs, at den så har mulighed for at dæmpe lønudviklingen lidt. Men man skal bare huske at være give igen, når det så går godt,” siger han.
Efter et år med uforudset og voldsom inflation er det ifølge Dansk Metals formand nu tid til, at arbejdsgiverne skal leve op til deres del af det håndslag, som udgør fundamentet for minimallønssystemet.
Tillidsrepræsentanterne er i for lang en periode kommet ud fra chefens kontor med utilstrækkelige resultater af de lokale lønforhandlinger. Men det skal en række nye værktøjer i industriens overenskomst nu lave om på.
De giver blandt andet tillidsfolkene ret til at få indsigt i virksomhedens regnskaber, produktivitet, konkurrenceevne, ordrebøger og andre nøgletal.
Med de nye redskaber i TR-værktøjskassen, mener Claus Jensen, at succeskriteriet - en genopretning af reallønnen indenfor to-tre år - klart er indenfor rækkevidde.
“Hvorfor skulle der ikke være råd til det ude på industrivirksomhederne? Det går jo godt.”
Nye signaler fra Dansk Industri
Når lokal løndannelse er blevet et helt centralt punkt under OK23, skyldes det ifølge Claus Jensen, at virksomhederne har en ubetalt regning hos industriens arbejdere.
“Min klare holdning er, at de har ikke belønnet medarbejdere i det omfang, de skulle have gjort,” siger Claus Jensen.
Som eksempel på virksomhedernes efterslæb fremhæver han, at ud af de 127 mæglingsmøder om fastlåste lokalforhandlinger, Dansk Metals faglige medarbejdere havde i 2022, resulterede de 126 i nul forbedringer.
Den udfordring er en af dem, de nye TR-værktøjer skal tage hånd om. For nu er det skrevet ind i overenskomsten, at der skal føres “reelle forhandlinger” ude lokalt.
“Det skriver vi faktisk. Selvom det fandme er lidt mærkeligt. For har de så været ureelle tidligere? Men det handler jo om, at vi og Dansk Industri sender et signal om, at det også er i virksomhedernes interesse, at minimallønssystemet fungerer,” siger Claus Jensen.
Og netop Dansk Industris udtalelser under OK23 er helt centrale for, at Claus Jensen er optimistisk på de lokale lønforhandlingers vegne. Udover et historisk dyrt normallønsforlig på 11-12 procent, har Dansk Industri har nemlig anerkendt, at der er problemer med de lokale forhandlinger:
“For ellers havde de heller ikke været med til at lave alle de nye værktøjer, vi har fået til tillidsrepræsentanterne. Plus man fra deres side har anerkendt, at der skal flere penge på bordet centralt,” siger Claus Jensen.
Men situationen er jo den samme som altid - hvis arbejdsgiver ikke vil give noget, så kan han lukke forhandlingerne ned når som helst?
“Ja, men så kan tillidsmanden og chefen komme til mæglingsmøde med os, hvor der også vil sidde DI’s folk og sige ‘hey, vi skal have gang i det her minimallønssystem’”.
Men hvis arbejdsgiveren ikke vil, er der jo ikke noget at gøre?
“Nej, hvis virksomhedsejeren sætter armene over kors, kan du i sidste ende ikke tvinge ham. Men det skulle så gerne føre til, at medarbejderne står sammen efterfølgende - eller at man går over til de virksomheder, der vil give noget mere i lønposen,” siger Claus Jensen og påpeger, at det generelt vil ramme virksomhederne i nakken, fordi der er centrale forhandlinger igen om to år.
Systemet virkede, indtil inflationen kom
Ifølge Claus Jensen er udfordringen med lokal løn for alvor blevet tydelig de seneste år, hvor inflationen har været meget høj.
For i årene efter finanskrisen fungerede minimallønssystemet. Ganske vist var de danske industriarbejderes lønstigninger ikke voldsomme i årene efter finanskrisen. Men inflationen var samtidig så lav, at medarbejderne blev rigere og rigere, uden at det gik ud over virksomhedernes konkurrenceevne:
“Det betyder, at vi hele tiden er blevet mere og mere konkurrencedygtige i forhold til udlandet. Så for mig at se har det været en god ide, fordi vi har kunnet skabe flere arbejdspladser. Det er også derfor, der er så mange ansatte i dag,” siger Claus Jensen.
Derfor advarer han på det kraftigste mod alternativet - et normallønssystem, hvor løndannelsen sker centralt.
Indbygget i minimallønssystemet er dog, at tillidsrepræsentanterne i virksomheder med stærk økonomi vil kunne hente større lønstigninger hjem, end i dem, hvor bundlinjen halter.
“Så det er klart, at vi opererer med et gennemsnitstal,” siger Claus Jensen om, hvordan han vurderer, om reallønnen er genoprettet ved OK25.
LÆS OGSÅ: "Dem, der ikke har fået noget, er skideligeglade med statistik"
Formanden for 3F Industri Mads Andersen sagde før nytår, at dem, der ikke får noget, er “skideligeglade med statistik”. Mener du stadig, det er en god aftale for dem, der ikke kan se frem til nævneværdige lokale lønstigninger?
“Ja, det mener jeg. For de får fire procent fra centralt hold. Og hvis deres virksomhed er i så dårlig forfatning, at den ikke har råd til at øge lønnen, og vi sammen ikke kan argumentere for mere i løn - selv med alle de her ekstra oplysninger om firmaets økonomi - så er det, fordi den reelt er på røven.”
Hvad vil du sige til den industriarbejder, der ikke har udsigt til at kunne hente noget som helst de næste to år?
“Jeg vil sige, hvad skulle vi ellers have gjort ved det? Skulle vi have forhandlet 6 procent hjem om året centralt? Den medarbejder ved jo godt, at så var fabrikken gået konkurs. Og hvis ikke, så er der noget at komme efter lokalt,” siger Claus Jensen.
Og det er her, at overenskomstens nye værktøjer til tillidsrepræsentanter skal bruges.
Men de nye værktøjer har også mødt kritik for at være for svage. Eksempelvis har 3F Århus Rymarkens industrigruppe sammenlignet dem med et “gevær uden bundstykke”.
Men det affejer Claus Jensen.
“Altså, hvad er det så for nogle våben, I vil have? Vi har ikke fået krav ind, der afspejler, hvad vi ellers skulle gøre,” siger han.
Klar til tungere grej
Nu er værktøjerne så skrevet ind i de protokollater, som med stor sandsynlighed bliver stemt igennem som ny gældende overenskomst om en måneds tid.
Dermed er det op til tillidsrepræsentanterne at indhente reallønnen på ryggen af de fire procent, der kom fra centralt hold.
CO-Industri har travlt med kommunikere, at jeres tillidsfolk er dygtige og derfor kan hente løntabet hjem. Hvis det ikke lykkes, er det så fordi tillidsrepræsentanterne er for dårlige?
“Nej, så er det, fordi virksomhederne ikke har forstået det her system. For tillidsmanden kan ikke bare tage for sig. Han kan komme med alle de gode argumenter og beviser, men hvis virksomhedsejeren sidder med hænderne over kors, kan tillidsmanden ikke gøre noget, for han har ikke strejkeretten,” siger han.
LÆS OGSÅ: Tillidsfolk tager godt imod forlig, men langt fra alle deler Claus Jensens realløns-optimisme
Hvis værktøjerne alligevel viser sig utilstrækkelige, er Claus Jensen klar til at skrue op ved næste overenskomstforhandling, der allerede er om to år. En periode, han og Mads Andersen var helt bevidste om at holde kort:
“Vi skal ikke have en for lang overenskomst i en tid, hvor vi ikke kan se, hvad der sker rundt om næste gadehjørne. Vi vil gerne have forhandlingsretten og strejkeretten allerede igen om to år. For hvis det her ikke virker, er det klart, så skal vi have fat i nogle hårdere værktøjer,” siger Claus Jensen.
