FOR FØRSTE GANG i nyere tid står de offentligt ansattes løn for alvor og blinker på en valgkamps lystavle. Eller rettere blinker forhøjelse af nogle ansattes løn.
Og på det seneste endda med så stor lysstyrke, at Socialdemokratiet både forud for valget og ved valgets udskrivelse annoncerede, at politikerne er nødsaget til at medvirke til at gøre noget ved løn- og arbejdsvilkår, hvis velfærden og den borgernære service skal kunne tiltrække tilstrækkelig arbejdskraft i de kommende årtier.
Andre partier har fulgt trop med forslag om forskellige former for midlertidig løn, men det er Socialdemokratiets forslag, som vækker mest interesse og udløser mest debat, fordi partiet vil lægge penge på bordet til varige lønforbedringer og dermed varigt vil ændre på lønrelationerne mellem nogle faggrupper.
Det samme ville Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten oven på oprøret i ældreplejen i sommeren 2007, hvor det imidlertid lykkedes daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) at trylle de milliarder, partierne jonglerede med, væk til fordel for en fremrykning af allerede aftalte lønstigninger.
I dag har debatten blandt de offentligt ansatte om, hvorvidt Christiansborg må afsætte ekstra milliarder til særlige løn-formål for offentligt ansatte, langt fra den tidligere styrke
Dennis Kristensen, forhenværende forbundsformand for FOA
Også dengang gav løfterne om lønforbedringer anledning til mange diskussioner om hvem, der ville få andel i de ekstra penge, om skadevirkninger på dansk økonomi, forringelser af eksporterhvervenes konkurrenceevne og meget mere fra samme skuffe.
Men først og fremmest udløste det voldsomme diskussioner blandt de offentligt ansattes forhandlere og mellem offentlige forhandlere og private om, hvorvidt politikere overhovedet måtte tage ordet løn i deres mund.
Nå Socialdemokratiet denne gang er så konkrete, at der både er beløb, tidshorisont og politisk medvirken gennem en trepartsforhandling, så øger det ganske betydeligt sandsynligheden for, at det ender med, at pengene forbliver på forhandlingsbordet og ikke som i 2007 flyver ud af vinduet med vinger på som i min barndoms Anders And.
Af samme grund øger det muligheden for uenigheder og armlægninger på lønmodtagersiden og mellem den offentlige og den private sektor.
Verden har forandret sig
Der er sket meget siden løfterne om milliarder i 2007 og overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor Sundhedskartellet med sygeplejerskerne i spidsen og FOA fremfor forlig valgte at indlede langvarige ligelønsstrejker.
Dengang fik de strejkende uvenlige ord og alt andet end håb om at lykkes med ligelønskravet med på vejen:
“Det håber jeg saftsuseme ikke, de gør. Det kan man ikke holde til politisk, for så bliver der ballade. Der kommer en overenskomstfornyelse efter den her, og sådan noget bliver ikke glemt,” sagde Bodil Otto, formand for HK/Kommunal og Socialpædagogerne, og 3F stemte i.
I DAG HAR DEBATTEN blandt de offentligt ansatte om, hvorvidt Christiansborg må afsætte ekstra milliarder til særlige løn-formål for offentligt ansatte, langt fra den tidligere styrke. Nu handler det, der når frem til offentligheden, i langt højere grad om, hvilke grupper der skal være omfattet af det socialdemokratiske forslag om tre milliarder ekstra opbygget frem til 2030.
På vejen frem til i dag fik Ligelønsalliancen - FOA, Sundhedskartellet, BUPL og SL - gennemtrumfet, at der ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev fremsat fælles krav om en ligeløns- og en lavtlønspulje. Og Socialdemokratiets aktuelle lønløfte er i mine øjne i høj grad en sejr for netop denne alliance.
De tre milliarder, som partiet vil lægge på bordpladen, er ikke i sig selv en ligelønspulje, men forslaget bygger dog på syv principper, hvor især rekrutteringsproblemer og ligeløn for uddannelse af samme længde giver et fingerpeg om, hvem partiet har i tankerne.
Og partiet har yderligere indsnævret sit bud på opløbsfeltet ved at nævne sundhedssektoren, daginstitutionerne, kriminalforsorgen og ældreplejen.
Hermed er kampen mellem de offentligt ansatte om at komme med i opløbsfeltet fløjtet i gang, og den type diskussioner har traditionelt været både langvarige og rimeligt hårde.
Dannelsen af FH ændrer kamppladsen
Tidligere var der typisk yderligere en spillebane for denne interne kamp i kraft af, at de offentligt ansatte var delt på to hovedorganisationer - LO og FTF.
I forbindelse med fælles forhandlinger - typisk trepartsforhandlinger med en regering - indtog LO historisk rollen som storebror og FTF rollen som lillesøster, men placeringen i hver sin hovedorganisation gav begge mulighed for at banke på Christiansborgs døre for at varetage egne gruppers interesser. For LO's vedkommende typisk offentligt ansatte ufaglærte og erhvervsuddannede med enkelte grupper med mellemlange videregående uddannelser og for FTF's vedkommende først og fremmest offentligt ansatte med mellemlange videregående uddannelser.
Det gav ofte interessemodsætninger og uenighed, ligesom LO's historiske fælles udgangspunkt med Socialdemokratiet kunne gøre hovedorganisationens knæ lidt blødere over for en socialdemokratisk regering, mens FTF som partipolitisk neutral, ikke havde den form for knæskader.
Medlemsforbundene i FH kommer også til i FH at høre om de konkurrenceudsatt erhverv og om mantraet om, at de offentligt ansatte ikke skal være lønførende i forhold til de privatansatte
Dennis Kristensen, forhenværende forbundsformand for FOA
Med dannelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er disse potentielle uenigheder rykket indenfor. Nu skal uenighederne om eksempelvis, hvem der i givet fald skal have glæde af Socialdemokratiets tre milliarder varige ekstra lønkroner, afklares, før en eventuel trepartsforhandling. Det er ikke længere en armlægning, som en regering skal bruge muskler på. I det mindste ikke så det er synligt.
Overlever lønforslaget det kommende folketingsvalg, bliver det spændende at se, hvem der kommer ud af disse interne slagsmål i FH med armene oppe, og hvem der har vridmærker på arme, som har været en eller flere ture om på ryggen. Og slagsmål, det bliver der.
Mit gæt er, at Socialdemokratiets fire områder overlever de slagsmål, men udvides med de største af socialpædagogernes fagområder.
De private vil rulle sig ud
Regeringen vil opleve en kampplads mere - nemlig om antallet af varige ekstra lønkroner. Slagsmålene om pengenes fordeling vil nærmest per automatik igangsætte et pres for at få flere kroner på bordpladen. Ikke mindst hvis den danske økonomi udvikler sig nogenlunde positivt frem mod 2030.
Og så vil der i direkte henvendelser til Christiansborg - gennem offentligheden og internt i FH - blive talt med store bogstaver og armbevægelser om den danske model og de eksporterhvervenes konkurrenceevne.
De højlydte meldinger er allerede godt i gang. Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad, har øjeblikkeligt via Twitter meddelt, at han ikke skal nyde noget af at deltage i den trepartsforhandling, som er forudsat i Socialdemokratiets lønforslag. Og Dansk Industri og Dansk Erhverv har skældt ud over, at lønforslaget angriber den danske model.
VI VIL SE langt mere til denne argumentation i de kommende år, hvis lønforslaget består, når valgstederne lukkes. Og vi vil se de private arbejdsgivere blive sekunderet af akademikerne, som vil tale om, at uddannelse skal kunne betale sig, og derfor skal afstanden fra alle andre til de, der har fået de lange videregående uddannelser, forblive uændret.
De private arbejdsgiveres argumentation har jeg altid haft svært ved at forstå. De offentligt ansatte forhandler ikke op mod den offentlige sektors bundlinje og ordrebøger. Det handler i stedet om en politisk besluttet økonomisk ramme og de privatansattes lønudvikling. Og selvfølgelig kan de, der fastlægger denne ramme, også forhøje den og formålsrette dele af den, så længe Christiansborg holder fingrene fra at beslutte den enkelte faggruppes løn.
Og så har det i mine øjne altid været besynderligt, at de private arbejdsgivere har siddet med ved trepartsbordet, hvor de offentlige arbejdsgivere i forvejen sidder, når det alene handler om offentligt ansatte.
Smedehammeten vil blive svunget
Medlemsforbundene i FH kommer også til i FH at høre om de konkurrenceudsatt erhverv og om mantraet om, at de offentligt ansatte ikke skal være lønførende i forhold til de privatansatte. Og om hvem der betaler for den offentlige sektors drift. Og ikke mindst om at de offentligt ansattes løn burde følge udviklingen i de offentligt ansattes produktivitet.
Det vil Metals formand Claus Jensen med usvigelig sikkerhed sørge for. Det har altid været hans og hans forgængeres opgave.
Måske vil Claus Jensen nedtone emnet om produktivitet, efter at Danmarks Statistik er begyndt at arbejde med en model for produktivitetsmåling, som allerede i den indledende fase viser stigende produktivitet i den offentlige sektor. Egentlig kunne den opgave løses relativt enkelt ved at konstatere, at de offentligt ansatte løber stærkere og stærkere, jo større gabet mellem ressourcer og opgaver udvikler sig, og jo større manglen på arbejdskraft på velfærdsområderne bliver.
Vi får ikke bugt med uligelønnen uden at give nogle mere end andre. Så enkelt er det
Dennis Kristensen, forhenværende forbundsformand for FOA
Med dannelsen af FH og den drastigt faldende organiseringsgrad i den private sektor udgør de privatansatte ikke længere flertallet af FH's medlemmer.
Med mit kendskab til Claus Jensen tror jeg ikke, at det vil påvirke hans argumentation om, at Socialdemokratiets lønforslag er en katastrofe. Der skal være fodslag mellem de private arbejdsgivere og deres modparter i fagbevægelsen i situationer som denne.
Til gengæld er Claus Jensen normalt så pragmatisk, at Metal i en situation som denne efter at have skældt behørigt ud, godt kan kigge lidt den anden vej, fordi Metal ved, at forbundet som Socialdemokratiets stærkeste forbundsfælle i fagbevægelsen i de fleste andre og for industrien vigtigere situationer har den mest direkte adgang til partiet.
Når det regner på præsten
I debatten om at være lønførende spiller den særlige reguleringsordning for de offentligt ansatte en helt central rolle.
Ordningen sikrer, at det drypper på degnen, når det regner på præsten med de de privatansatte i præstetøj og de offentligt ansatte i degnerollen.
Henter de privatansatte, der kan forhandle løn lokalt mellem overenskomstfornyelserne, penge hjem, så falder der noget af til de offentligt ansatte. Og modsat: Bliver de privatsagens lønudvikling mindre end forudsat, så skylder de offentligt ansatte.
Heldigvis har Socialdemokratiet tilkendegivet, at de tre milliarder ekstra lønkroner skal holdes uden for reguleringsordningen. Var det ikke tilfældet, så ville alle offentligt ansatte skulle betale med mindre lønstigninger, for at nogle skulle have større efter mundheldet om at fodre hunden med dens egen hale.
HER VIL DE PRIVATE arbejdsgivere uden tvivl forsøge at forhindre, at de tre milliarder holdes uden for med argumentationen om, at højere løn i lavere lønnede offentlige fag kan gøre det sværere at rekruttere til lavere lønnede private fagområder. Og så er vi i den private servicebranche og tilbage ved de konkurrenceudsatte erhverv.
Og tilbage ved spørgsmålet om, hvordan der opnås ligeløn, hvis ikke det indebærer lønstigninger til typiske kvindefag.
Argumentationen om de konkurrenceudsatte erhverv bygger på en betragtning om den offentlige sektors lønninger som ét gennemsnit for alle.
Den type argumenter hælder beton i lønrelationerne i den offentlige sektor og i uligelønnen mellem mandefag og kvindefag på samme måde som de offentligt ansattes overenskomstfornyelser med procentvise lønstigninger og procentvise stigninger via den særlige reguleringsordning gør.
Vi får ikke bugt med uligelønnen uden at give nogle mere end andre. Så enkelt er det.
