Jørn P. Skov død efter kort tids sygdom

Foto: Danske Fragtmænd
Formand for DI Transport og administrerende direktør i Danske Fragtmænd Jørn P. Skov er afgået ved døden.
Efter kort tids sygdom er formand for DI Transport og administrerende direktør i Danske Fragtmænd Jørn P. Skov afgået ved døden.
Det oplyser Danske Fragtmænd på sin hjemmeside.
Direktør i DI Transport Karsten Lauritzen siger i en skriftlig udtalelse, at Jørn P. Skov har haft en stor indflydelse på transportssektoren.
"Både i sit virke i Danske Fragtmænd og også som en enormt dygtig, respekteret og vellidt stemme i branchen og i DI Transports bestyrelse. Hans bidrag har været enormt, og han vil blive manglet og savnet," siger Karsten Lauritzen til Ritzau.
Jørn P. Skov blev 58 år og efterlader sig sin hustru og to voksne sønner, oplyser Danske Fragtmænd.