Det giver da slet ingen mening, det her, tænkte jeg, da jeg læste A4 Mediers historie om de faglige organisationers nye medlemstal.
For historien, som gav ekko på Folkemødet, giver de gule fagforeninger en legitimitet, som de slet ikke fortjener – ja, selv Lars Løkke Rasmussen (Udenrigsminister og formand for Moderaterne, red.) er i øjeblikket ude at slå fast, at det er de rigtige fagforeninger, som er fundamentet i den danske model.
Baggrunden for A4 Mediers historie er de nye medlemstal fra Danmarks Statistik. De viser, at FH-organisationerne under ét mister medlemmer, mens de akademiske ok-foreninger og de gule går frem. Og så fremgår det af tallene, at Det Faglige Hus har næsten lige så mange medlemmer som 3F.
Det er det clickbait, A4 indleder med.
Men medlemstallet i sig selv er kun interessant for de gule fagforretninger. Det viser, at de har flere kunder at tjene penge på. For rigtige fagforeninger i både FH og Akademikerne er medlemstallet i sig selv ligegyldigt.
Det fortæller intet om fagforeningens styrke og betydning, om tallet går op eller ned. Det afgørende er procenttallet: Hvor stor en del af de ansatte på området organiserer fagforeningen? Det er kongetallet, og det er den sammenhæng, vi bør fokusere på.
For i princippet kan 3F godt miste medlemmer, men samtidig øge organiseringsgraden – hvis der bliver færre ansatte på de områder, hvor de har overenskomst.
A4-historien fokuserer på det, der er vigtigt for forretningerne - antallet af kunder - og ikke foreningerne, organiseringen og den danske model: organiseringsgraden.
Derfor er det også helt absurd at gengive en tabel, hvor Det Faglige Hus medlemstal sammenlignes med ok-fagforeningernes. Det er at sammenligne røde æbler og gule bananer.
Det faglige Hus hverver kunder på hele det danske arbejdsmarked. 3F (og alle vi andre) kan kun organisere medlemmer på de områder, vi har overenskomst på.
Hvis Det faglige Hus' medlemstal skulle sammenlignes med noget, må det være det samlede antal ok-organiserede, altså FH- og Akademiker-organisationerne lagt sammen.
Var det sket, ville det ikke være den samme jubel-historie for de gule.
Den sammenligning havde i stedet vist, at de gule på trods af massive annoncebudgetter er en dværg ved siden af de rigtige fagforeninger. I virkeligheden er det langt mere interessant at holde øje med den del af lønmodtagerne, som ikke melder sig ind nogen steder.
Vi skal ikke sove tornerosesøvn, for der er bestemt tal og tendenser i statistikken, som giver grund til panderynker i fagbevægelsen. Det er bestemt ikke rart, at flere FH-organisationer går tilbage.
Det er bekymrende. Det kræver, at vi tænker os om. Det kræver, at vi hjælper hinanden. Det kræver også, at vi tænker nyt.
Og så kræver det selvfølgelig, at vi ikke lader os skræmme af de undersøgelser, som sammenligner æbler og bananer.
