A4 Overenskomst
Køb abonnement

FH-profil bliver arvtager til Pernille Knudsens direktørstilling i Dansk Arbejdsgiverforening

Navnenyt|
10. september 2025 kl. 12.40
| Foto: FH
36-årige Mina Bernardini har gjort kometkarriere som advokat og topforhandler i fagbevægelsen. Nu bliver hun et af de mest magtfulde mennesker i den danske model som forhandlingsdirektør i DA.

Det forekommer med jævne mellemrum, at profiler skifter mellem fagbevægelsen og arbejdsgiveriet. 

Men det er uhyre sjældent, at det sker på toplederniveau. 

Og det er i hvert fald aldrig hændt, at en 36-årig stjerneforhandler har skiftet lønmodtagernes hovedorganisation ud med Dansk Arbejdsgiverforening (DA), hvor hun skal erstatte en af de mest magtfulde aktører i det danske aftalesystem, Pernille Knudsen, der tidligere i år rykkede til Dansk Erhverv.

Men det er, hvad der sker 1. oktober, når Mina Bernardini forlader stillingen som EU- og forhandlingschef i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) for at blive direktør for forhandling, aftaler og partsrepræsentation i DA. 

"Jeg er virkelig glad for at kunne fortælle, at Mina Bernardini bliver ny direktør i DA. Vi kender Mina som en utrolig dygtig jurist og advokat og en meget skarp og ordentlig forhandler. Hun har eminente evner til at navigere i komplekse sager og i samspillet internt mellem arbejdsmarkedets parter og i forhold til det politiske system. Mina er en stærk politisk operatør og virkelig god til at skabe tillidsfulde relationer. Jeg er sikker på, at Mina bliver en markant styrkelse af DA," lyder det fra Jacob Holbraad, adm. direktør i DA i en pressemeddelelse.

Som DA-direktør har han i en årrække krydset klinger med Bernardini, der, siden hun startede som advokatfuldmægtig i HK/Danmark for 10 år siden, må siges at have slået sit navn fast i den danske model. 

Efter få år i HK fik hun lederansvar for arbejdsskadesager og ansættelsesret, men det er særligt i løbet af Bernardinis seneste fem år i hovedorganisationen på Islands Brygge, at hun har gjort sig bemærket. Her har hun været central i forhandlinger af blandt andet trepart om seksuel chikane, hvor hun har brugt adskillige timer med at slås med kvinden, der nu bliver hendes forgænger på den magtfulde DA-toppost. 

Som jurist og advokat har Bernardini udmærket sig ved blot i løbet af det seneste år at vinde Ansættelses Advokaters Talentpris og opnå møderet for Højesteret. 

Men det er særligt hendes evner i krydsfeltet mellem jura og politik, som kilder fremhæver over for A4 Overenskomst. 

Som forhandlings- og EU-chef i FH har hun haft ansvaret for FH's politiske aftaler og regulering inden for arbejdsret, ligestilling og arbejdsmiljø, samt implementering af EU-lovgivning. 

"Jeg kender DA som en konstruktiv modpart med dygtige medarbejdere – og nu glæder jeg mig til at blive en del af holdet," skriver Mina Bernardini på LinkedIn.

Forhandlingschefen takker for gode år og stærkt fællesskab i sine år i fagbevægelsen og lover, at "den fortrolighed og tillid, jeg har mødt, vil jeg værne om".

"Selvom der er interessemodsætninger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, så bygger den danske arbejdsmarkedsmodel først og fremmest på et stærkt partssamarbejde. Jeg har gennem en årrække set indefra, at modellen virker; og gennem samarbejde finder vi løsninger, der virker. I min optik er det også en måde at arbejde for Danmark - det ser jeg frem til," skriver Mina Bernardini. 

Følgere af elev- og studenterpolitik vil måske kunne huske Bernardini som tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). 

GDPR