Gitte Redders udenoms-analyse illustrerer den mentale brist, der hersker i og hæmmer dele af fagbevægelsen

I FORRIGE UGE bragte Politiken min analyse om, hvorfor fagbevægelsen skal lykkes med ti store forandringer, hvis den vil vende medlemsflugt til medlemsfremgang. Her i A4 Medier reagerede faglig kommentator, Gitte Redder, med et modsvar, der mest af alt bør læses som et trist vidnesbyrd om den manglende evne og vilje til at tage fat, der hvor det bliver virkelig svært.  

I Politiken skrev jeg, at FH kan være styrtet i gruset, inden FH-formand Morten Skov går på pension. Overskriften er baseret på interne fremskrivninger i FH, og ikke mine gætterier, som Gitte Redder fejlagtigt udlægger det som i sin kritik. Her ser vi brist nummer et: Den manglende lyst til at acceptere fremskrivningerne, illustrerer den parallelverden, som dele af fagbevægelsen stædigt insisterer på at leve i.

Gitte Redder: Forudsigelsen om fagbevægelsens snarlige død er stærkt overdrevet

Læs bare her, hvad Redder skriver: ”Ro på! Fagbevægelsen er ikke på vej i graven. Tværtimod er både Fagbevægelsens Hovedorganisation og en stribe store og små fagforbund i fuld gang med en helt nødvendig men også svær transformation for at leve længe endnu. Kort sagt er rygterne om FH-fagbevægelsens dødskamp overdrevne og ofte udtryk for ren og skær elitær dovenskab.”

HER FEJLER ANALYSEN på to niveauer. For det første forholder man sig ikke til fakta om medlemsudviklingen. Siden FH blev dannet har man mistet over 70.000 medlemmer – sidste år alene accelererede blødningen til 25.000 FH-medlemmer (når man fraregner Finansforbundet, der kom ind i 2022). Sidste år mistede FOA knap 2,5 procent af deres medlemmer. 7.000 medlemmer forsvandt fra 3F. Og HK mistede ikke bare 5.000 medlemmer, men blev tilmed overgået af det Faglige Hus, når man kigger på medlemsstørrelse.

Værst er det, at vi for en måned siden ramte et historisk lavpunkt, da organisationsgraden røg under 50 procent. Smag lige på det. For første gang er under halvdelen af danske lønmodtagere medlem af en fagforening, der forhandler overenskomst. Derfor er det komisk, at en faglig kommentator kan skrive: ”Det er farligt, at flere og flere både i medierne, på Christiansborg men også i fagbevægelsen selv begynder at synge med på melodien om, at fagbevægelsen er ved at begå langsomt selvmord”.

Men at påstå, at HK, FH og FOA allerede har gang i de forandringer, der er nødvendige, er udtryk for den tågesnak, der slører klarsynet. Det er positivt med intentioner – desværre er ingen af disse reformer blevet til virkelighed – og omfanget af forandringerne kender vi heller ikke til bunds. Tværtimod er der jo en stor risiko for, at intentionen om store forandringer ender som små justeringer, fordi fagforeninger så ofte har svært ved at blive enige med sig selv.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaards tidligere taleskriver bliver avis-kommentator: "Fagbevægelsen er i en dødedans"

Når jeg skriver mit indlæg i Politiken, så er det jo ikke en dommedagsprofeti. Det er et indlæg med ti teser, som jeg tror er nødvendige, hvis fagforeningerne skal gå fra en afviklingsbevægelse til fremgangsbevægelse. Det er et opråb til en arbejderbevægelse, jeg elsker, og som jeg inderligt håber vil være der, når jeg rammer min pensionsalder i 2066.

Desværre finder Gitte Redder ikke kræfterne til at nævne eller forholde sig til en eneste af de ti konkrete forslag – i stedet beskyldes jeg for at være doven, letkøbt, elitær og hvad man ellers kan finde på. Derfor vil jeg opfordre A4 Mediers læsere til selv at gå ind på Politiken, og læse de ti teser for fremtidens fagbevægelse.

Det, som dog skuffer mig, er, at Redder i fagbevægelsens eget medie når frem til, at det ikke er fagbevægelsen, der er noget galt med, men i stedet taler udenom de svære forandringer, der er nødvendige. Det bomber debatten flere år tilbage.   

HVIS MAN OPRIGTIGT KÆRER SIG sig om fagbevægelsen, så er man tvunget til at gøre det eneste rigtige: Nemlig at komme med ærlig, substanstung kritik og konstruktive forslag til forandringer. Som minimum må man forholde sig til fakta.

Det nytter ikke noget at udenoms-analysere fagbevægelsens medlemskrise ved at fremhæve alle de sejre, som FH-fagbevægelsen opnår. Forudsætningen for, at fagbevægelsen fortsat sikrer fremgang, er jo, at den har medlemmer. Diskussionen handler ikke om, hvilke sejre fagbevægelsen har opnået, men hvordan den har tænkt sig at stoppe fagforblødningen og dernæst tiltrække flere ind i de faglige fællesskaber.

På samme vis kan man frygte, at FOA, HK og de mange gode forbund ikke formår at forandre og forny sig i tilstrækkelig grad, men ender med at indgå endnu et impotent organisationskompromis.

Derfor er der mere end nogensinde behov for iskolde og skarpe analyser, der skærer direkte ind til problemets rod og konstruktivt kommer med forslag til fremtidens fagbevægelse. Og her kommer A4-mediers faglige kommentator til kort. At bruge Gitte Redders udenoms-analyse og kritik til at forstå fagbevægelsens udfordringer og muligheder kan bedst beskrives som at ville hugge brænde med en smørkniv. Fordelen er, at ingen skærer sig her og nu. Ulempen er, at vi kommer til at fryse, når mørket falder på. Og der har hverken fagbevægelsen eller lønmodtagerne tid til.