
3F har udpeget chefen for det nyoprettede Fagpolitisk Center.
Det bliver Anita Vium Jørgensen, der kommer fra en stilling som politisk chef i Danske Handicaporganisationer.
"Jeg skal ikke være lastbilchauffør, som fotoet kunne antyde. Men jeg skal arbejde for at lastbilchaufførerne og alle de andre medlemmer af 3F har gode rammer for deres arbejdsliv. 1. marts starter jeg som chef som Fagpolitisk Center, som er et spritnyt center, hvor alle fagpolitiske områder er blevet samlet med en ambition om endnu mere samarbejde og erfaringsudveksling," skriver hun på Linkedin.
LÆS OGSÅ: Ny titel til Martin Rasmussen: 3F udpeger centerchefer efter omstrukturering
Forbundshusets fem etager på Kampmannsgade vil være velkendte for Anita Vium Jørgensen, der fra 2008 til 2018 arbejdede i 3F. Først som cheføkonom og siden som sekretariatschef med ansvar for analyse, presse og politisk koordinering.