Nu løftes sløret: Her er juryen, der skal kåre Årets tillidsrepræsentant 2022

Renneeeee
René Bøhm Jensen vandt prisen som Årets TR 2021. Foto: A4
29. sep. 2022 06.00
Sidste års prismodtager, tillidsrepræsentant René Bøhm Jensen, vender tilbage - nu som formand for den jury, der skal kåre vinderen af Årets TR 2022.

Tillidsrepræsentanter anses for at være rygraden i den danske model.

A4 vil gerne markere det værdifulde arbejde, tillidsvalgte hver dag yder lokalt for at sikre ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, løse konflikter, støtte kollegaer, samarbejde med ledelsen og i det hele taget få arbejdspladsen til at fungere.

Derfor uddeler A4 17. november prisen som 'Årets TR' ved awardshowet i DR's Koncerthus.

Årets TR 2022: Se de indstillede her

Og nu kan vi løfte sløret for den jury, der skal vurdere, bedømme og i sidste ende kåre én TR for sit ekstraordinære virke som tillidsvalgt.

Jury-formanden må siges at have et indgående kendskab til TR-systemet. 

Det er nemlig ingen ringere end sidste års vinder, René Bøhm Jensen, teknisk projektleder og tillidsrepræsentant i DR, der sidste år blev den første modtager af Årets TR-prisen. 

LÆS OGSÅ: Årets tillidsrepræsentant 2021: Jernhårde kolleger bøjede sig for bløde værdier

"Jeg er da stolt over at få lov til at sidde i juryen. Jeg synes, det er rigtig godt, at A4 sætter fokus på de tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, der gør en ekstra indsats for deres kolleger på det danske arbejdsmarked," siger René Bøhm Jensen.

I år udvider A4 med en række nye priser - Årets arbejdsmiljørepræsentant (AMR), Årets organiser, Årets samarbejdspris og Årets uddannelsesmentor. A4 har i alt modtaget 490 indstillinger. 

Udover René Bøhn Jensen består juryen af ni profiler med stort engagement i de tillidsvalgtes verden både fra forbundshusene og den konkrete hverdag:

Tina Christensen, næstformand i 3F

Louise Mønster Flyvbjerg Erichsen, sygeplejerske og tillidsrepræsentant på Rigshospitalet 

Anja C. Jensen, forbundsformand i HK Danmark

Mona Striib, forbundsformand i FOA

Jim Jensen, forbundsnæstformand i NNF

Camilla Gregersen, formand for DM 

Flemming Henriksen, tillidsrepræsentant i Kemp & Lauritzen Pharma 

Elisa Rimpler, formand for BUPL 

Marianne Fussing Ørsted, direktør for ledelsessekretariatet i PensionDanmark