HK Nordjylland vælger ny fællesformand for 19.000 HK'ere

Christina_Madsen_Kristiansen1
Christina Madsen Kristiansen er ny formand for HK Nordjylland. Foto: HK Nordjylland
25. apr. 2024 12.24
Formand for HK Privat i Nordjylland Christina Madsen Kristiansen er blevet valgt som fællesformand for 19.000 medlemmer i alle fire nordjyske sektorer.

19.000 medlemmer af HK Privat, HK Handel, HK Kommunal og HK Stat i det nordjyske har fået ny formand.

Christina Madsen Kristiansen, indtil nu formand for industriens HK'ere i HK Privat Nordjylland, er valgt som ny fællesformand på repræsentantskabsgeneralforsamlingen den 23. april. 

Hun overtager posten fra Kirsten Estrup Madsen, fællesformand gennem de sidste tre år, der også kom fra posten som HK Privat-formand. 

38-årige Christina Madsen Kristiansen er uddannet kontorassistent og har en baggrund som tillidsrepræsentant i ATP. 

LÆS OGSÅ: Kampvalg afgjort på kongres: Her er den nye næstformand i HK Privat

I april 2022 stillede hun op til posten som sektornæstformand i hele HK Privat i et kampvalg, som hun tabte til nuværende næstformand Gitte Geertsen med stemmerne 135 mod 121.