Martin Steen Kabongo forlader Dansk Arbejdsgiverforening
Efter næsten 13 år hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har Martin Steen Kabongo fundet ny arbejdsgiver.
Han er nemlig skiftet over til en stilling som vicedirektør i afdelingen for arbejdsret og overenskomster hos Finans Danmark/Arbejdsgiver.
"Her skal jeg bistå direktør Morten Schønning Madsen og resten af holdet med at varetage medlemmernes interesser i den nye arbejdsgiverforening. Glæder mig meget til at lære medlemmerne, resten af kollegerne i Finans Danmark, modparter i Finansforbundet og øvrige samarbejdsparter bedre at kende," skriver Martin Steen Kabongo i et opslag på LinkedIn.
Martin Steen Kabongo, der lå som nr. 126, da A4 Medier tidligere på året kårede de mest magtfulde personer i den danske model, kommer fra en stilling som underdirektør i DA.
"Samtidig har jeg taget afsked med kollegerne i Dansk Arbejdsgiverforening, som gennem knap 13 år har bidraget til en fornøjelig og lærerig hverdag, hvor der med høj faglighed blev kæmpet for arbejdsgivernes sag. Jer kommer jeg i den grad til at savne," slutter Martin Steen Kabongo sit opslag.