NÆRMEST INDEN BLÆKKET VAR TØRT på Septemberforliget, som i 1899 lagde grunden til den danske arbejdsmarkedsmodel, var forhandlerne en tur omkring statsministeren. Det var de, fordi de ville sikre, at der også fra politisk side var opbakning til det, de havde aftalt. Først derefter kunne forliget endeligt vedtages.
Det er en grundsten i den danske model, at arbejdsmarkedets parter selv klarer ærterne. Lige indtil de ikke gør det. Så findes der et arbejdsretsligt system og en forligsmandsinstitution, som træder til. Og lige siden 1933 har der været kutyme for, at regering og Folketing kan gribe ind og afgøre en fastlåst situation på arbejdsmarkedet, hvis man mener, der står vitale samfundsinteresser på spil. Den danske model har aldrig eksisteret i et politisk vakuum.
Den danske model har, på trods af de modsætninger og konflikter den også rummer, været en historisk fordel for danske arbejdere. Der findes kun få andre steder i verden, hvor det er lykkedes at tilkæmpe sig ordentlige løn- og arbejdsvilkår i samme grad som i Danmark. Men modellen har også været en stor fordel for samfundet som helhed.
LÆS OGSÅ: Flink: Den største trussel mod fagbevægelsens overlevelse er … fagbevægelsen
Når der opstår uenigheder på det danske arbejdsmarked, så starter vi med at tale sammen og forhandle. Først som sidste udvej griber vi til strejke og andre konfliktvåben. Når der opstår uenighed i lande med en svag fagbevægelse, så ved man af erfaring, at man alligevel sjældent bliver taget alvorligt i en forhandling. Så kan man lige så godt gå direkte i aktion.
Man behøver ikke kigge ret langt ud over Europa for at se, hvilken forskel det gør, om man har en stærk eller en svag og splittet fagbevægelse: Når vi i Danmark går til tillidsmanden, går de i Frankrig ud og sætter sig på togskinnerne.
Kære politikere: hvis I kan gribe ind i overenskomster og afblæse faglige konflikter, med henvisning til samfundets interesser, så går den altså også den modsatte vej: At sikre, at vi også fremover har et velorganiseret, dansk arbejdsmarked, er faktisk en vital samfundsinteresse
Lars K. Christensen, historiker, dr.phil.
Man skal heller ikke undervurdere betydningen for samfundsøkonomien af, at man kan møde på sit arbejde i vished om, at der er rimelige rammer. Den tryghed der ligger i at vide, at man ikke bare kan sparkes ud, fordi man siger sin mening, er grundlaget for medarbejdere, der engagerer sig, tager ansvar og er produktive.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en rapport sandsynliggjort, at den danske model både har skabt mindre ulighed, og dermed større social sammenhængskraft, men også større produktivitet og dermed større konkurrenceevne.
MEN MODELLEN ER I FARE. Danmarks Statistik har offentliggjort nye medlemstal for fagbevægelsen. Organisationerne under AC er gået frem med ca. 10.000 medlemmer siden sidste år. Men FH har mistet knap 3.500 medlemmer. Og det er vel at mærke en udvikling, som efterhånden har stået på længe. Toneangivende forbund under FH som 3F, HK, FOA og Metal har alle haft jævnt faldende medlemstal gennem de seneste 15 år eller mere. Til gengæld er antallet af ”freeriders”, som nyder godt af de goder, som fagbevægelsen har skaffet, men som står udenfor en overenskomstbærende fagforening, stærkt stigende.
FH opgjorde i 2022, at på det offentlige arbejdsmarked er 97 procent dækket af en overenskomst, og 72 procent er medlem af en overenskomstbærende fagforening. Men på det private arbejdsmarked, hvor ca. 80 procent er dækket af en overenskomst, er kun 45 procent medlem af en overenskomstbærende fagforening.
Hvad sker der om 5 eller 10 år, hvis det tal er endnu lavere? Hvad betyder det for muligheden for at forhandle, indgå og forsvare overenskomster? Vil vi se det kollektive aftalesystem begynde at smuldre, til fordel for individuelle løsninger? Vil vi se et arbejdsmarked, der mere og mere begynder at ligne det sydeuropæiske?
Vi står overfor en udfordring, som ikke kun vedrører fagbevægelsen, men som berører hele vores samfundsmodel. Hvis jeg var regering, så ville det stå som noget af det allerøverste på min to-do liste. For kære politikere: hvis I kan gribe ind i overenskomster og afblæse faglige konflikter, med henvisning til samfundets interesser, så går den altså også den modsatte vej: At sikre, at vi også fremover har et velorganiseret, dansk arbejdsmarked, er faktisk en vital samfundsinteresse.
LÆS OGSÅ: Nye medlemstal: "Vi bliver nødt til at sige det højt. Vi er i krise"
Derfor bør I hurtigst muligt sætte jer ned, sammen med repræsentanter for de overenskomstbærende fagforeninger og med dem finde ud af, hvilke politiske initiativer der kan tages, for at gøre det mere attraktivt at være fagligt organiseret – og mindre attraktivt at være ”freerider”. I samfundets interesse.
