Han ynder selv at bruge formuleringen, at han og de andre topforhandlere har "justeret lidt på stilleskruerne", når han præsenterer et industriforlig, der får konsekvenser for hele det danske arbejdsmarked.
Den beskedne selvfremstilling er typisk for Kim Graugaard. Den står også i galopperende kontrast til omverdenens opfattelse af ham: en fuldstændigt afgørende skikkelse i overenskomstsystemet, arbejdsmarkedets mest magtfulde grå eminence, et af de centrale tandhjul i den danske model.
LÆS OGSÅ: Se listen: Her er den danske models mest magtfulde grå eminencer 2024
Som tidligere viceadministrerende direktør med ansvar for organisationens overenskomster har Graugaard ikke kun udøvet Dansk Industris voksende indflydelse på arbejdsmarkedet gennem de seneste tre årtier - han har også i høj grad været med til at forme den.
"Selvom dominerende sikkert ikke lyder positivt, så er det jo en dominerende rolle, DI har. Men jeg synes ikke, det er negativt dominerende," siger Kim Graugaard, da A4 Overenskomst møder ham på hans sidste arbejdsdag som viceadministrerende direktør.
"Men vi skal huske at have stor ydmyghed omkring den mulighed og det ansvar, det er, at lægge hovedsporene til resten af arbejdsmarkedet. Det er godt, hvis vi kan lave gode resultater, der er gode for dem, der ikke er en del af DI. Hvis vi ikke kan det, så hører glæden over vores hovedrolle hurtigt op."
Imperiebyggerens højre hånd
Historien om Kim Graugaard er på mange måder også historien om Dansk Industri, der i 1992 blev stiftet ved en sammenlægning af den politiske interessevaretagelse i Industrirådet med Industriens Arbejdsgivere.
Allerede dengang taltes der om den "nye mastodont", der var blevet født med administrerende direktør Hans Skov Christensen i spidsen. Med sig fra Dansk Arbejdsgiverforening tog Skov positionen som det magtcentrum, de andre organisationer i arbejdsgivergalaksen kredser omkring - og året efter hentede han også sin "højre hånd" Kim Graugaard med fra DA til Industriens Hus.
Skov blev ikke kaldt "industriens imperiebygger" uden grund. DI optog under Skov et væld af nye medlemsvirksomheder og andre arbejdsgiverforeninger, mest afgørende af dem hovedorganisationen HTS (Handel, Transport og Service), som gjorde DI til gennembrudsforhandler også på transport-/normallønsområdet.
Jamen, det gør ondt. Det gjorde også ondt, da TDC forlod os
Kim Graugaard, tidl. viceadm, direktør i DI
Efter 18 år abdicerede Skov, men Graugaard fortsatte. Det samme gjorde udvidelsen af imperiet. Senest fusionerede Dansk Industri med Dansk Byggeri i 2020 og gjorde således også byggebranchen til DI-territorium.
"Det er helt uomtvisteligt, at hele den periode, der er gået, siden DI blev etableret, har været én lang konsolideringsfase. Det er blandt andet stordriftsfordele, der har muliggjort, at vi kan levere mere og mere indflydelse, rådgivningsydelser og hjælp til virksomhederne til en lavere pris," siger Kim Graugaard.
Er der nogen grænse for, hvor store DI kan blive?
"Det skal jeg ikke kunne sige. Der kommer flere og flere komplekse opgaver til, blandt andet fra EU, som man ikke har ressourcer til i en lille organisation. Det kan man ikke få råd til. Det koster også mange penge at investere i udviklingen af sin rådgivning. Det er ikke gratis," siger Kim Graugaard og fortsætter:
"Så jeg vil da ikke udelukke, at der kan ske yderligere konsolidering."
Intens konkurrence
I starten af 1980'erne fandtes der 157 arbejdsgiverorganisationer alene under Dansk Arbejdsgiverforening. I dag er tallet 11.
I modsætning til fagbevægelsen findes der ikke på arbejdsgiverside nogen aftaler om, hvor en medlemsvirksomhed er naturligt hjemmehørende. Der er frit slag, og det er alle mod alle. Og der er blevet skruet væsentligt op for blusset, mener Graugaard.
"Jeg synes faktisk, at konkurrencen de seneste år har været meget intens. Man kan jo se, at virksomheder skifter tilhørsforhold. DI har selv sagt goddag og farvel til medlemsvirksomheder, der har fravalgt os. Heldigvis er det i de senere år klart gået mest i positiv retning med solid vækst både i antal store og små medlemmer," siger han.
LÆS OGSÅ: Benhård kamp om magt, medlemmer og politisk indflydelse: Dansk Erhverv udfordrer Dansk Industri
Det har ikke altid været sådan. Tidligere, når en virksomhed søgte optagelse, blev der truffet en central beslutning om, i hvilken arbejdsgiverorganisation virksomheden skulle høre hjemme. Men med det frie valg kom den benhårde konkurrence.
"Vi må kæmpe om kundernes gunst. Det er hverdag for os alle sammen. Vores medlemsvirksomheder vil sige, at det har de været vant til i 100 år - tag en tudekiks," siger Graugaard.
Men det må da gøre ondt på jer, når Vestas, der beskæftiger et stort antal smede, der står og svejser tårne sammen - det bliver ikke meget mere industrivirksomhed end det - vælger at gå til Dansk Erhverv?
"Jamen, det gør ondt. Det gjorde også ondt, da TDC forlod os. Tilsvarende gør det også ondt på de andre, når der er bevægelse den anden vej. Og heldigvis finder mange af dem, der forlader os, tilbage til DI - senest Nuuday."
Ifølge Kim Graugaard er der da heller ikke nogen tvivl om, hvem der er DI's største konkurrent.
"Hvis man ser på organisationerne i DA, er Dansk Industri ubetinget den største og Dansk Erhverv ubetinget den næststørste. I princippet er vi jo alle konkurrenter. Men det er klart, at konkurrencen mellem DI og DE fylder meget i billedet. Det er jo simpel matematik," siger Graugaard.
Afviser total dominans
For nyligt er det dog medlemstrafik fra en anden arbejdsgiverorganisation, der har vakt mest opsigt. Tekniq Arbejdsgiverne mistede sidste sommer installationsgiganten Bravida, deres største medlemsvirksomhed, til DI.
LÆS OGSÅ: Bravida-exit fra Tekniq kan vælte dominobrikkerne på arbejdsgiversiden
Siden har snakken svirret i afkroge af den danske model, om Dansk Industris tyngdekraft viser sig så massiv, at hele den mindre arbejdsgiverforening rykker fra Glostrup og ind under det lilla logo på Rådhuspladsen.
Kim Graugaard, kommer Dansk Industri at opsluge Tekniq?
"Både i tilfældet med HTS og med Dansk Byggeri startede processen med, at andre rakte ud til os. Det kan være, der er sket en helt masse blandt arbejdsgiverorganisationerne om fem år. Det kan også være, at der ikke er sket særlig meget. Men vi skal ikke ud og 'sluge' nogen. Vi har et udmærket samarbejde med både Dansk Erhverv, Tekniq og de andre. Og det tænker jeg, vi bliver ved med."
Meget af det samarbejde foregår i regi af hovedorganisationen Dansk Arbejdsgiverforening, der også i sidste ende stemmer om mæglingsforslaget ved en overenskomstfornyelse. Ifølge den tidligere HK/Privat-formand Simon Tøgern er det dog reelt set Dansk Industri, der bestemmer henved alt, der foregår i hovedorganisationen.
"Nej, det gør vi faktisk ikke," siger Graugaard, der fremhæver, at selvom DI fylder omtrent 65 procent af lønsummen i DA, kan man højest sidde på 50 procent af stemmerne.
"Nu har jeg siddet til møder i DA rigtig, rigtig, rigtig mange gange, og min erfaring er, at når det handler om arbejdsmarkedsspørgsmål, kan man sagtens komme til enighed. Der er typisk større meningsforskelle, når det kommer til branchepolitiske spørgsmål. Hvad skal man eksempelvis mene om arbejdsmiljø? Så er det klart, at man har et andet perspektiv, hvis man driver en byggevirksomhed, end hvis man har en detailforretning. Men der er sjældent ballade," siger han.
Påvirker overenskomstforhandlinger
Den skærpede konkurrence mellem arbejdsgiverorganisationerne sætter også sit aftryk på overenskomstforhandlingerne, lyder det fra DI's topforhandler gennem mere end 20 år.
"Jeg synes ikke, den har meget store konsekvenser for, om det kan lykkes at indgå aftaler eller ej i de store overenskomstforhandlinger. Men det er klart, at det kan have den betydning, at en organisation tænker i at lave særligt gode overenskomstløsninger, som er attraktive for lige præcis ét segment af virksomheder," siger han og fortsætter:
"Det kan betyde, at nogle af de organisationer, vi konkurrerer med, forsøger at lave varianter af DI’s gennembrudsforlig, som måske i store træk svarer til det økonomisk, men har nogle ekstra fordele, man kan bruge til at tiltrække medlemmer eller holde på dem, man har. Men jeg synes ikke, det gør noget. Det er vel ganske legitimt. Og det skaber ikke store problemer."
LÆS OGSÅ: Analyse: To usædvanlige indmeldelser i Dansk Erhverv har vakt undren i organisationsverdenen
Under OK25 i foråret drejede nogle af Dansk Erhvervs hårdeste forhandlinger sig netop om at kæmpe for løsninger, der adskilte sig fra Dansk Industri, blandt andet en ny feriefridagsordning og alternativ finansiering af AMR-tillægget. Kilder tæt på forhandlingerne beskriver ligefrem, at Dansk Erhverv var frustrerede over industriforliget.
Kim Graugaard, kan Dansk Industri finde på at lave et forlig, der med vilje er besværligt for konkurrenterne?
"Nej. Faktisk tværtimod. Selvfølgelig tænker vi primært på de medlemsvirksomheder, vi repræsenterer, men vi overvejer faktisk også, om noget kan være en stor gene for andre. Og vi prøver bestemt ikke på at strikke noget sammen, der kan være til gene for andre arbejdsgivere. Det ville også være meget uklogt at handle på den måde. For den brede accept, der har været gennem alle årene af, at DI laver gennembrudsforligene, ville ophøre, hvis vi med rette kunne mistænkes for at lave sådanne julelege. Det gør vi ikke," lyder svaret.
Kras kritik af DI
Den brede accept er dog ikke fuldstændig universel. Kort efter OK25 rettede den lille arbejdsgiverforening Skad en kras kritik mod Dansk Industri for at have lavet en “økonomisk og administrativ lussing” til små og mellemstore virksomheder, som er "pålagt Dansk Industris spændetrøje".
Kritikken går på, at industriforliget er designet til større produktionsvirksomheder, der sagtens kan håndtere det, men at den centrale løndannelse og administrative byrde med de nye frihedsrettigheder er "ødelæggende" for mindre virksomheder uden HR-afdeling.
"Det koster altid noget at lave en overenskomst. Det, vi får som arbejdsgivere, er blandt andet ro på arbejdsmarkedet. Det er ikke gratis," siger Kim Graugaard og fortsætter:
"Hvis man teoretisk set droppede overenskomsterne og lod markedsøkonomien råde helt frit, så ville lønudviklingen jo ikke blive nul. På mindstebetalingsområdet sker langt størstedelen af løndannelsen lokalt og en mindre del centralt. Den centrale løndannelse alene ligger markant under den generelle lønudvikling i samfundet. Så hvis budskabet er, at OK25 bliver en meget dyr omgang for Skad, så må det være, fordi de uddeler nogle ekstremt høje lønninger lokalt. Og det er da sådan set ikke vores skyld."
Gennem Industriens Hus' glasmure kan man se mennesker myldre over H.C. Andersens Boulevard. Selvom de ikke ved, hvem Kim Graugaard er, så har han med al sandsynlighed sat fingeraftryk på deres arbejdsliv.
Men fremover bliver det Søren Kryhlmand, der skal udøve DI-imperiets magt og indflydelse i det danske overenskomstsystem.
