A4 Overenskomst
Køb abonnement

Kommentator: Forsinket FH-advokatundersøgelse kan betyde snarlige formandskandidater

Fagpolitik|
22. juni 2023 kl. 6.00
FH's daværende forretningsudvalg synger for på hovedorganisationens ordinære kongres i oktober 2022. Til september er der ekstraordinær kongres. | Foto: FH
Advokatundersøgelsen i FH bliver forsinket til efter sommerferien. Det får ikke konsekvenser for, at FH vil vælge ny formand i september, men kandidater kan komme på banen tidligere, vurderer faglig kommentator Gitte Redder.

Opdateret: Siden denne artikels publicering har FH bekræftet, at advokatundersøgelsen er udskudt og forventes behandlet 3. august.

Spillet om formandsposten i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er i øjeblikket sat på pause, mens de faglige toppolitikere afventer resultatet af den advokatundersøgelse, der kulegraver anklagerne om Lizette Risgaards upassende adfærd. 

I FH har man arbejdet ud fra en plan om, at advokaternes rapport kan nå at blive færdig og præsenteret for forretningsudvalget den 28. juni.

LÆS OGSÅ: Nu har hele Lizette Risgaards bagland givet deres version af krænkelsessag

Men advokatundersøgelsen bliver med al sandsynlighed ikke færdig til det tidspunkt, fortæller A4's faglige kommentator Gitte Redder.

"Ifølge centrale kilder er det meget stor sandsynlighed for, at undersøgelsen først er færdig og kan behandles på den anden side af sommerferien. Advokaterne fra Kromann Reumert arbejder på højtryk, men det er komplekst arbejde, der tager længere tid end forventet. Det handler om, at hastværk er lastværk. Der ikke skal være noget at komme efter på processen," siger hun i A4's podcast "Fagbevægelsen Uden Filter".

Den ekstraordinære kongres, der skal vælge Lizette Risgaards afløser, er sat til 7. september - men under forudsætning af at undersøgelsen når at blive færdiggjort og behandlet af FH's forretningsudvalg og hovedbestyrelse. 

LÆS OGSÅ: Fagbevægelsens Hovedorganisation vælger ny formand til september

Den faglige kommentator mener dog ikke, at rapportens mulige forsinkelse får konsekvenser for datoen for den ekstraordinære kongres:

"Det ændrer ikke noget fundamentalt. Hvis undersøgelsen er klar i starten af august, kan man stadig nå at behandle den i god ro og orden i løbet af den måned, der er indtil kongressen. Det behøver ikke tage lang tid."

Til gengæld mener Gitte Redder, at forsinkelsen kan få betydning for valgkampen om fagbevægelsens øverste tillidspost. 

"Tidligere har jeg vurderet, at der først ville komme kandidater på banen i kølvandet på advokatundersøgelsen. Men det kan ændre sig nu. Jeg vil ikke udelukke, at vi ser en kandidat eller to ganske snart," siger den faglige kommentator og fortsætter:

"Lige nu er der sonderinger og møder alle vegne mellem forbundene, der diskuterer, hvem der måske kunne være formand og næstformand i FH efter 7. september."

LÆS OGSÅ: 5 navne, der går igen som bud på FH's næste formand
 

GDPR